Spring over hovedmenu
Foto: Beskæftigelsesministeriet

Fra advokatkontoret til det politiske maskinrum

For Lise Trane-Møller var det et bevidst karrierevalg, da hun i 2015 valgte at skifte advokatkontoret ud med en stilling som fuldmægtig i Center for Arbejdsliv. Et valg, hun tog ud fra et ønske om at komme helt tæt på lovgivningsprocessen.

Da Lise Trane-Møller blev færdiguddannet jurist i 2014, havde hun en lovende fremtid som advokat foran sig. I sin studietid var hun ansat hos et prestigefyldt advokatkontor, og som nyuddannet fik hun job som advokatfuldmægtig hos Kammeradvokaten. Men i 2015 valgte Lise advokatkarrieren fra til fordel for stillingen som fuldmægtig i Center for Arbejdsliv. Hun ønskede, med sine egne ord, at komme et ekstra trin op ad stigen og helt ind i det politiske maskinrum:

- Som advokat anvender man lovene i praksis. I Beskæftigelsesministeriet er man med til at forme lovene, siger Lise Trane-Møller.

Lise har altid brændt for arbejdsret, så da hun opdagede, at Beskæftigelsesministeriets departement søgte en jurist, så hun samtidig en unik mulighed for at få lov til at præge netop den lovgivning, som interesserer hende mest:

- Beskæftigelsesområdet er i konstant udvikling og altid i vælten, og det er enormt inspirerende at kunne tænde for nyhederne om aftenen og se resultatet af de ting, man arbejder med i praksis.

Sammen med kontorets andre jurister sidder hun blandt andet med ansvaret for områder som forskels- og ligebehandling på arbejdsmarkedet og funktionærloven. Det indebærer selvfølgelig, at hun skal være helt inde i lovgivningen, men også at hun skal hæve sig op over den og formidle det juridiske stof til andre – lige fra advokater med komplekse lovspørgsmål til bekymrede borgere, der er i tvivl om deres rettigheder.

- Det er en vigtig kunst at kunne formidle noget, der er juridisk svært tilgængeligt, så enhver forstår det. Og det lærer jeg rigtig meget af. Det tvinger mig til at koge det svære juridiske stof helt ned, og i den proces bliver jeg også ofte selv klogere på stoffet, siger hun.

Ens arbejde bliver helt konkret brugt til noget

En anden af Lises vigtige opgaver er ministerbetjening. Hun udarbejder blandt andet materiale til ministeren til brug i Folketinget, fx skriver hun taler. En opgave, som er både udfordrende og inspirerende:

- Det føles helt fantastisk at sidde ovre i folketingssalen til behandlingen af et lovforslag og høre, at ministeren faktisk bruger de ting, jeg har skrevet. Det er meget motiverende at se, at det arbejde, man har lavet, helt konkret bliver brugt til noget.

I det hele taget er der nok af spændende og lærerige udfordringer at tage fat på som ny jurist i departementet. Da Lise havde været ansat i kun knap to måneder, fik hun for eksempel lov til at repræsentere Beskæftigelsesministeriet ved et møde med EU-Kommissionen i Luxembourg, hvor hun sammen med repræsentanter fra de andre medlemslande skulle debattere forskelsbehandling.

Men selvom Lises arbejde i departementet giver nye udfordringer, er hun aldrig alene om dem. Der er altid en god og erfaren kollega, som hun kan sparre med.

- Her hjælper man hinanden. Og her er en god blanding af unge medarbejdere med nye ideer og frisk energi og så nogle meget erfarne kræfter. Det er privilegeret bare at kunne spørge dem, der i sin tid har siddet og lavet loven, hvorfor de konkrete formuleringer er, som de er, siger Lise Trane-Møller.