Spring over hovedmenu

DEBATINDLÆG / 07-02-2019

Disruptionrådet gør status: Fremtiden er lys for danske job

Bragt i Børsen

Af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)

Det er tid til status. Efter næsten to års tæt samarbejde mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter, repræsentanter for ansatte og unge samt nogle af Danmarks førende eksperter og virksomhedsledere, sætter vi nu i fællesskab kursen for Danmark.  Regeringen og Disruptionrådet er blevet enige om 15 sigtelinjer, der gør Danmark klar til fremtiden. Lige fra at alle uddannelser skal være af høj kvalitet set i international sammenhæng og have fokus på at supplere de klassiske færdigheder med teknologiforståelse, til at det danske arbejdsmarked skal være omstillingsparat og klar til automatisering, digitalisering og nye beskæftigelsesformer.

Det har været spændende og udbytterigt at samle så mange gode kræfter om en fælles dagsorden. Regeringen og Disruptionrådet har diskuteret svære emner som dataetik, udenlandsk arbejdskraft og fremtidens kompetencer – ikke kun internt, men også med danskerne ved debatmøder rundt i landet. Vi har sammen besøgt en række virksomheder, der har vist, at robotter, digitalisering, automatisering og vilje til langsigtet udvikling kan gøre virksomhederne mere konkurrencedygtige, skabe nye job og styrke Danmark som produktionsland.

Undervejs har regeringen også fået givtige input fra Disruptionrådet til flere vigtige udspil og tiltag, der ruster os til fremtiden. Det drejer sig fx om aftalen om mere fleksible universitetsuddannelser, som giver unge bedre muligheder for at vælge en mere fleksibel vej gennem universitetet, der passer til skiftende kompetencebehov på arbejdsmarkedet. Disruptionrådet har også givet input til erhvervs- og iværksætteraftalen, der baner vejen for, at flere danske virksomheder kan vokse sig store og udvikle sig til nye erhvervssucceser i fremtiden. Og efter en indledende dialog i Disruptionrådet har 3F og rengøringsplatformen Hilfr indgået Danmarks første platformsoverenskomst, der giver brugerne på platformen lønmodtagerrettigheder samtidig med, at lønnen automatisk indberettes til Skat.

Endnu en gang har vi fået bevist, at vi er stærkest, når vi står sammen og finder løsninger i fællesskab. Vi er ikke kun verdensmestre i herrehåndbold, vi er også verdensmestre i at finde løsninger på store samfundsmæssige udfordringer i et tæt samarbejde mellem folkevalgte, arbejdsmarkedets parter, virksomheder, civilsamfundet, eksperter og borgere.

Særligt ét budskab fra Disruptionrådet giver os tro på, at vi kan gøre fremtiden bedre end nutiden: Vi har et stærkt udgangspunkt for at kunne håndtere de muligheder og udfordringer, som globaliseringen og den teknologiske udvikling fører med sig. Vi har nemlig et omstillingsparat erhvervsliv, et fleksibelt arbejdsmarked og et trygt velfærdssamfund. Danskerne er højtuddannede. Vi er det mest digitaliserede land i EU, og danske virksomheder tager i høj grad robotterne og de nye teknologiske muligheder til sig.  Det giver bestemt optimisme.

Men vi kan ikke forlade os på, at fremtiden automatisk bliver lys. I en tid, hvor forandringerne går hurtigere og den internationale konkurrence bliver hårdere, er vi nødt til at skærpe fokus og hæve ambitionerne, lyder det enstemmigt fra Disruptionrådet.  Vi skal være på forkant med globaliseringen og den teknologiske udvikling, så borgere og virksomheder får endnu mere ud af de muligheder, fremtiden fører med sig. Det kræver, at vi har en ambition om at være globalt førende inden for uddannelse, forskning, iværksætteri og innovation. Og det er udgangspunktet for de fælles sigtelinjer.

Disruptionrådet har sat retningen for det arbejde, der nu skal gøres. Handler vi rettidigt, og gør vi tingene rigtigt, kan den teknologiske udvikling gøre os alle sammen rigere. Regeringen er ambitiøs på Danmarks vegne. Derfor har vi besluttet at lade Disruptionrådet fortsætte. Vi har brug for rådet, så vi kan holde fast i kursen og gøre danskerne klar til fremtidens job. Det arbejde må ikke stoppe.