Spring over hovedmenu

DEBATINDLÆG / 29. oktober 2019

Penge betyder ikke alt i kampen mod stigende ulighed

Bragt på Altinget

Af Peter Hummelgaard Thomsen (S)

I sommer landede vi i regeringen vores første store aftale – nemlig aftalen om et midlertidigt børnetilskud til familier ramt af kontanthjælpsloftet. Det gjorde vi, fordi stram økonomi ikke bør forhindre danske børn i at kunne gå til håndboldtræning og børnefødselsdage.

I mine øjne burde det ikke vække forargelse i et rigt velfærdssamfund som det danske. Slet ikke i en tid, hvor forskellen mellem top og bund desværre bliver stadig større.

Automatreaktionen fra de blå partier var dog ikke til at tage fejl af. Selvom en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn stadig vil få noget ud af at gå på arbejde – cirka 3.000 kroner, hvis jobbet er til mindsteløn – blev vi beskyldt for helt at fjerne hendes incitament til at tage et job. Det var nærmest forudsigeligt, at debatten ikke ville flytte sig længere end hertil.

Men så skete der noget interessant. Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, tog på besøg hos en enlig mor på kontanthjælp, hvorefter han konkluderede, at fattigdom faktisk ikke kun er et spørgsmål om ydelser – underforstået, at hverken færre eller flere penge ville hjælpe den pågældende i job.

Endnu mere overraskende var det, da Alex Vanopslagh senere i et interview med Berlingske skulle forholde sig til foreningen Jobcentrets Ofre, som tidligere har haft heftige diskussioner med partiet. Her lød svaret nu:

"De oplever jo, at de bliver mødt af sagsbehandlere, der opfører sig som robotter. Mennesker, som siger, "du skal stå til rådighed. Her er regler, her er krav, du skal jobprøves". Og jeg tror, at det for en stor del af de her mennesker har den modsatte effekt. De har behov for at blive mødt af mennesker, der tror på dem og spørger, hvordan vi kan hjælpe deres livssituation – og giver dem noget ro til det."

Det var yderst frugtbart for debatten, at Liberal Alliance fik et opkald fra virkeligheden. I årevis har debatten om fattigdom og ulighed været centreret om, hvorvidt kontanthjælpen er for høj eller lav.

Argumentet har netop hos Liberal Alliance og de borgerlige lydt, at hvis bare vi sætter ydelserne tilstrækkeligt langt ned, vil folk automatisk komme i arbejde. Ud fra den logik er der ikke langt til at erstatte kontanthjælpen med madkuponer.

Den modsatte side, på venstrefløjen, har omvendt argumenteret med, at vi løser det hele ved bare at sætte kontanthjælpen op. Sandheden er, at svaret er mere nuanceret end som så.

Selvfølgelig forventer vi i regeringen, at det ekstra tilskud vil gøre en forskel – særligt for børnene, som netop er fokus i vores aftale. Derfor har vi lagt helt særligt vægt på at støtte børn af enlige forsørgere, som vi ved lider meget store afsavn.

Det er også vigtigt, at vi får et endnu bedre og balanceret kontanthjælpssystem end i dag, som sikrer, at de ledige kommer hurtigt i beskæftigelse eller uddannelse.

Men vi er også helt bevidste om, at flere penge i sig selv ikke er tilstrækkelig medicin. Hvis vi for alvor skal tage livtag med den stigende ulighed – og dermed den stigende mistillid danskerne imellem – tror jeg, at der skal flere ting med på recepten.