Spring over hovedmenu

DEBATINDLÆG / 13. februar 2020

Jeg vil gå reformer efter med en tættekam

Bragt i Information

Af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)

Nej, lovgivningen er ikke perfekt, og beskæftigelsesområdet bliver ikke fejlfrit alene ved, at sagsbehandlerne bruger nogle andre ord. Men vi skal ikke futte hele lovgivningen af. Vi skal passe på med ikke at smadre det, der faktisk fungerer.

Jeg vil gerne starte med at takke Troels Chr. Jakobsen, der er ledig og suppleant for Alternativet i Borgerrepræsentationen i København, for at have fortalt om sin oplevelse med beskæftigelsessystemet forleden her i Information den 5. februar.

Mit ønske er at gøre en forskel, så jo mere fokus, vi kan sætte på det her område, jo bedre.

For at gå lige til sagen kan jeg fortælle, at jeg er korrekt gengivet, når jeg i denne avis den 3. februar er citeret for, at det »bør være et fælles mål at enhver - uanset om han eller hun er arbejdsløs eller syg - oplever at blive behandlet ordentligt og allerhelst også får det skub, som en aktiv arbejdsmarkedspolitik bør give.«

Det handler grundlæggende om menneskesyn. Alle skal behandles værdigt, og beskæftigelsessystemet skal naturligvis tage hensyn til den enkelte og de problemer, vedkommende måtte have. Det kan både være problemer med helbredet eller sociale problemer, for eksempel misbrug. De skal selvfølgelig ikke skubbes ud over kanten, men hjælpes ved at blive taget i hånden. Det er helt afgørende, at man beholder troen på, at det kan lade sig gøre at blive en del af arbejdsmarkedet og bidrage eksempelvis nogle timer om ugen i et fleksjob.

Kernen i vores arbejdsmarkedspolitik er jo netop, at vi hjælper hinanden med mere end en check, hvis man mister arbejdet. I Københavns Kommune, hvor Troels Chr. Jakobsen selv bor, er der flere eksempler på, at udsatte borgere er kommet i arbejde eller uddannelse ved netop at bruge den tilgang. Projektet hedder »Flere skal med« og har kørt over hele landet, så det kan altså godt lade sig gøre at møde folk med tillid med de nuværende regler. Det glæder mig også, at Troels Chr. Jakobsen har mødt både empatiske og ordentlige sagsbehandlere i sit forløb - vi har heldigvis masser af dygtige medarbejdere i jobcentrene, der brænder for at gøre en forskel.

For andre er problemerne heldigvis langtfra så store, og her kan nøglen til job være et helt bestemt kursus. Også her kan fællesskabet træde til og hjælpe med opkvalificering. Noget, vi i øvrigt skal blive endnu bedre til.

Og så er der dem, der bliver syge - nogle i en længere periode - og nogle, der aldrig har haft et arbejde, men har måske kæmpet med misbrug og boet på gaden. Her kan vi hurtigt blive enige om, at det kan være meget komplekse sager, som ofte involverer både læger, jobcenter og sociale myndigheder, og hvor »systemet« ikke altid rammer plet med den rigtige hjælp.

Om vi ligefrem skal futte hele lovgivningen af, som Troels Chr. Jakobsen foreslår, vil jeg ikke love, men det er ingen hemmelighed, at de senere års reformer af sygedagpenge, førtidspension og fleksjob ikke altid fungerer optimalt. Jeg har selv brugt en stor del af min tid som minister på at besøge og tale med forskellige mennesker, der står med en stribe af dårlige oplevelser. Det skal vi selvfølgelig have rettet op på, og det er også derfor, at jeg - ud over mit fokus på værdighed i sagsbehandlingen - kommer til at gennemgå de reformer med en tættekam. Er man slet ikke i stand til at arbejde - og er det ikke realistisk, at man bliver det - skal man selvfølgelig have en førtidspension.

Men vi behøver ikke skrotte alt. Lad os tage kontanthjælpsområdet, som Troels Chr. Jakobsen beskriver. Man kan godt få kontanthjælp og være syg i en periode uden at miste sin ydelse. Det kræver selvfølgelig, at man fortæller det til sin sagsbehandler - blandt andet så jobcentret kan sætte ind med den rigtige hjælp. Men derfra er lovgivningen heldigvis klar. Kommunerne må ikke bare trække folk i deres ydelse, hvis de for eksempel ikke møder op til en jobsamtale på grund af sygdom. Og hvis der er tale om udsatte borgere, gælder der en særlig forpligtelse for kommunerne, de skal for eksempel opsøge borgeren for at finde ud af, hvad der er årsagen til, at vedkommende ikke dukker op.

Nu kender jeg ikke Troels Chr. Jakobsens sag, men en kommune kan selvfølgelig ikke se bort fra et akut boligbehov, alene fordi den ydelse, man får, er for lav til at betale huslejen. De skal hjælpe med at finde en løsning.

Så nej, lovgivningen er ikke perfekt skruet sammen, og beskæftigelsesområdet bliver ikke fejlfrit alene ved, at sagsbehandlerne bruger nogle andre ord. Men i stedet for at brænde det hele af skal vi passe på med ikke at smadre det, der faktisk fungerer. Vi har brug for en aktiv og ikke passiv arbejdsmarkedspolitik, så vi ikke overlader mennesker til sig selv - og da slet ikke syge og udsatte borgere.