Kampen mod corona kan ikke planlægges efter en cost-benefit-analyse af menneskelivs værdi

Bragt i Politiken

Af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)

"Den ægte helt fra ’Dødens gab’ var borgmesteren, en vidunderlig politiker. En gigantisk fisk spiser alle hans vælgere, og han beslutter at holde strandene åbne. Okay, i det tilfælde var han gal på den. Men i princippet har vi brug for flere politikere som borgmesteren."

Sådan er den britiske premierminister Boris Johnson citeret for at have sagt, længe inden nogen af os kendte til den værste pandemi, verden har kendt til siden den spanske syge. Citatet blev igen aktuelt efter, at den britiske regering tøvede med at gribe ind over for coronavirussen.​

Men Steven Spielbergs fiktive borgmesters tilgang til truslen fra den store hvide haj er et meget godt billede på den svære diskussion om økonomiske hensyn over for håndteringen af coronapandemien.

En debat, der lige nu også raser i Danmark. Sundhedsøkonomer og for nylig også den borgerlig-liberale tænketank Cepos har rejst synspunktet om, at vores midler til at bekæmpe smittespredningen skal ses i lyset af, hvad vi mener et menneskeliv er værd. Liberal Alliances Alex Vanopslagh har talt for, at "vi er nødt til at tænke i proportionalitet og ’cost-benefit’".

Den nuværende coronakrise er en af de mest alvorlige situationer, Danmark har stået i, siden besættelsen. Vi politikere har en pligt til at gøre alt, hvad vi kan for at begrænse konsekvenserne. Det er derfor, vi tager stærke og usædvanlige redskaber i brug. I første omgang handler det selvsagt om sundhed og menneskeliv, men coronavirus har konsekvenser for alle dele af vores samfund. Derfor mener jeg også, at debatten om de økonomiske konsekvenser af sundhedskrisen er fuldt ud legitim og relevant.

Som beskæftigelsesminister er jeg ekstremt bevidst om, at coronakrisen har store konsekvenser for almindelige danske lønmodtagere. Arbejdsløsheden er desværre stigende, og det har alvorlige konsekvenser for den enkelte og for samfundet. Det er derfor, jeg og regeringen sammen med et enigt Folketing gør alt, hvad der overhovedet skal til, for at beskytte arbejdspladser og lønmodtagere bedst muligt.

Jeg hilser generelt al debat om regeringens strategi og kriseløsningen meget velkommen. Det er den kritiske presse og frie debat, der skelner os fra antidemokratiske regimer, og det skal vi altid stå vagt om. Men præmissen bør ikke forsimples. Det giver ikke mening at stille en simpel og kortsigtet regnemodel op og gøre det til et spørgsmål om menneskeliv over for økonomi. Situationen er mere kompleks.​

For det første er der ekstremt mange ubekendte faktorer i forhold til coronavirus. Vi ved endnu ikke præcist, hvor mange der bliver smittet i forskellige lande. Vi ved ikke, hvor dødelig sygdommen er, og vi ved ikke præcis, hvem den rammer.

Med andre ord er der enormt stor usikkerhed om omfang og rækkevide. Som regering er vi nødt til at handle på baggrund af, hvad vi rent faktisk ved. Det, som vi med sikkerhed ved – og det, som andre lande, der nu har tabt kontrollen med smittespredningen, viser os – er, at man skal handle hurtigt, effektfuldt og hellere før end senere.

Usikkerheden om sygdommens væsen betyder, at vi ikke fuldt ud kender de økonomiske og menneskelige konsekvenser af ikke at handle. Vi kan ikke lave regnestykket over, hvad myndighederne og regeringens strategi koster, fordi vi ikke ved, hvad det ville koste os ikke at gøre noget. Hvad ville en ukontrolleret massespredning af smitte betyde for virksomhederne? Hvordan ville virksomhederne blive ramt, hvis en stor del af personalet lå syge på samme tid? Ville vi kunne opretholde vitale samfundsfunktioner?

For det andet skal man i forhold til økonomien huske på, at Danmark ikke er en isoleret ø. Vi er en lille, åben økonomi, der lever af eksport. Når store eksportmarkeder som USA og Tyskland bliver ramt og lukker, vil det også ramme Danmark hårdt.​

En ting, vi ved med sikkerhed, er, at de menneskelige konsekvenser ved ikke at gøre noget ville være enorme. Selv om der stadig er meget, vi ikke ved om coronavirus, ved vi, at bekæmpelse af pandemien med al sandsynlighed drejer sig om, hvor hurtigt man handler og begrænser smittespredningen. Derfor har vi gjort det i Danmark. Hurtigt og konsekvent. Billederne af lastbiler med ligkister i Lombardiet, fyldte hospitalsgange i Spanien og senest oppustelige midlertidige lighuse i New York viser med al forfærdelig tydelighed, hvor frygtelige konsekvenser coronavirus kan have, hvis man ikke handler.​

Tid er essentiel, så vi kan forberede vores hospitaler og sundhedsvæsen. De fleste kender figuren og kurven, der forsimplet viser udviklingen i coronaspredning med og uden konsekvent handling. Uden handling risikerer vi, at kernen i vores velfærdssamfund simpelthen bryder sammen. Med dertilhørende katastrofale konsekvenser for os alle. Det lyder dystopisk, men jeg mener, det er virkeligheden.

En sådan situation vil være en komplet tilsidesættelse af vores samfundskontrakt. Det ville være et svigt mod alt det, der gør Danmark stærkt: At vi er fælles om tingene og passer på hinanden. Det ville udgøre en eksistentiel trussel mod vores samfundsmodel og vores demokratiske styreform, hvis vi ikke kunne håndtere den her krise uden at ofre de svageste og mest uheldige iblandt os på profittens alter. Hvis vi og andre lande i Vesten fejler, er der stor grund til at være bekymrede for de politiske konsekvenser. Vi skal bevise, at man ikke behøver en autoritær, antidemokratisk stat for at handle til gavn for almindelige menneskers ve og vel.

I stedet må vi afbøde de økonomiske konsekvenser i fællesskab. Det er det, regeringen har gjort sammen med resten af Folketinget ved at vedtage omfangsrige økonomiske hjælpepakker. Med dem forsøger vi at holde hånden under dansk økonomi i den ekstraordinære situation, vi står i. Fordi vi tror på, at økonomien vil komme stærkt igen, når coronaskyen letter. Det er med andre ord en tillidserklæring og et forsøg på at holde hånden under vores arbejdspladser og virksomheder.

I Spielbergs fiktive by Amity bliver konsekvenserne katastrofale, fordi borgmesteren ikke i tide lukker strandene – for menneskeliv, tilliden og for økonomien.

Konklusionen er for mig at se, at alt, hvad vi gør, handler om at gøre mindst mulig skade på menneskers liv og samfundet på den lange bane.