Coronakrisen har afsløret en afgrundsdyb økonomisk forskel mellem blå og rød blok

Bragt i Politiken

Af beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard

For nogle år siden hørte man stemmer påstå, at der ikke var forskelle i dansk politik. Jeg mente dengang, at det var en forkert og intellektuelt doven konklusion, men hvis nogen fortsat skulle være i tvivl, er disse dage en øjenåbner. Forskellen mellem rød og blå bliver klokkeklar, når kriser som den nuværende skal håndteres.

Min generation af socialdemokrater er rundet af finanskrisen. Denne historiske begivenhed og dens følgevirkninger har mere end noget andet formet mit syn på samfundet. Dengang var det de svageste i samfundet og dem, der stod yderst på arbejdsmarkedet, der betalte den højeste pris for krisen. Ikke som naturlig konsekvens, men i kraft af det borgerlige flertals politiske håndtering af krisen.

Håndteringen af finanskrisen var en uansvarlig fejl og en forkert politisk prioritering. Den borgerliges kriseløsning var et økonomisk og menneskeligt eksperiment - og det slog grueligt fejl. Tallene taler for sig selv. Ifølge Finansministeriet indebar finanskrisen en nedjustering af dansk økonomis produktionspotentiale på 2-2,5 pct. Eller sagt på en anden måde: et varigt tab af velstand.

Det skyldes først og fremmest, at den teknologiske udvikling blev sat på pause i kriseårene, hvor virksomhederne skruede ned for investeringerne i ny teknologi. Det hang sammen med, at VK-regeringen anført af Lars Løkke Rasmussen (tidl. V) gjorde for lidt for at stimulere efterspørgslen. VK-regeringen forsøgte i 2009 at komme ud af krisen med skæve, underfinansierede skattesænkninger for de i forvejen mest velstillede, der slog så stort et hul i statskassen, at de i 2010 strammede finanspolitikken omtrent lige så meget, som de havde lempet den året forinden.

Stramningen skete med den såkaldte genopretningspakke, som VK-regeringen stemte igennem sammen med Dansk Folkeparti i maj 2010. Her forringede man velfærden og det sociale sikkerhedsnet, herunder en halvering af dagpengeperioden, som blev gennemført på et tidspunkt, hvor arbejdsløshedskøen var vokset med 100.000 personer siden krisens start, og mere end seks procent af arbejdsstyrken fortsat var ledig. Stramningen fik blivende konsekvenser for samfundsøkonomien, men især for de arbejdsløse, fordi det betød, at ledighedskurven var længere tid om at knække. Den forringede ledighedsperiode kunne 10 år senere stadig spores i lønindkomst og arbejdsmarkedstilknytning blandt de arbejdsløse, der mistede jobbet under finanskrisen.

Den nuværende regering har håndteret den nuværende krise anderledes ansvarligt og retfærdigt. Vi har valgt en vej, hvor vi som samfund tager kollektivt ansvar for at bekæmpe arbejdsløshedens uvæsen, og, hvor vi styrker det, der gør Danmark til et stærkt fællesskab. En grundforudsætning er at holde styr på smittesituationen, fordi en succesfuld bekæmpelse af epidemien er en nødvendig betingelse for, at økonomien kan normaliseres. Men det er ikke nok i sig selv. Økonomisk ansvarlighed forudsætter, at man tør benytte relevante redskaber i en krise.

Regeringen vil med en aktiv finanspolitik holde hånden under efterspørgslen og beskæftigelsen, så vi reducerer risikoen for, at det midlertidige tilbageslag efterlader permanente ar på økonomien, og at coronaledigheden bider sig fast.

Finanskrisen lærte os med al ønskelig tydelighed, at alternativet til en aktiv finanspolitik er langt dyrere. Den lektie er også taget til efterretning i Den Internationale Valutafond (IMF) og OECD. Begge institutioner har erkendt, at de undervurderede de negative konsekvenser af sparepolitikken. Denne gang opfordrer IMF de rige lande til at investere sig ud af krisen. Og OECD advarer imod, at sparepolitik kan skade væksten og dermed være formålsløs, fordi det vil betyde lavere skatteindtægter og højere udgifter til overførselsindkomster.

IMF og OECD har altså begge indrømmet, at de tog fejl - hvorfor er det så svært for de borgerlige? Samtidig ser vi, at det igen er de ufaglærte og dem med korte uddannelser, der er hårdest ramt af arbejdsløshed. Op mod en tredjedel af de coronaledige er endda de selvsamme personer, som mistede jobbet under finanskrisen. Det skærper kun vores kollektive ansvar for at bekæmpe arbejdsløshedens uvæsen, når vi ser, hvor lange spor finanskrisen trak i disse menneskers liv.

Det er derfor, regeringen fører en midlertidig ekspansiv finanspolitik, der stabiliserer efterspørgslen. Det planlagte offentlige underskud udnytter den fulde fleksibilitet inden for budgetlovens underskudsgrænse. Fordi staten aktuelt kan optage lån til negative renter, medfører den øgede statsgæld forbundet med underskuddet endda, at statens renteudgifter falder på kort sigt.

Den del af arbejdsløsheden, der ikke kan afhjælpes ved at holde smitten nede eller efterspørgslen oppe, skal bekæmpes med efteruddannelse og opkvalificering. Vi ser glædeligvis, at virksomheder prioriterer efteruddannelse og opkvalificering højere og i stigende grad som et alternativ til hjemsendelse eller fyring. Men vi skal også give de ledige en vej tilbage i beskæftigelse, og vi skal gøre det klogt.

Derfor har regeringen afsat knap 1,4 milliarder kroner ekstra til opkvalificering, så de mennesker, der mister jobbet, kan omstille sig til brancher med mangel på faglært arbejdskraft og sikre sig de nødvendige kompetencer til den digitale og grønne fremtid. Det er både med til at styrke økonomiens produktionspotentiale på lang sigt og flytter samtidig den ledige arbejdskraft fra de brancher, som formentlig vil være hårdt ramt i længere tid, over til andre områder, hvor den kan gøre nytte.

En ansvarlig vej ud af krisen handler også om at investere i vores erhvervsmæssige styrkepositioner. At Danmark står stærkt, hvad angår grøn omstilling og klimateknologi, er ikke en tilfældighed, men et resultat af bevidste politiske valg og et dygtigt erhvervsliv. Ligesom vores ekstremt velkvalificerede arbejdskraft ikke er noget, der er dumpet ned fra himlen. Alt det kræver investering og politisk handlekraft.

Vi er inderligt imod forsøgene på igen at reducere arbejdsløshed til et individuelt problem og et spørgsmål om manglende incitamenter til at tage et arbejde. Det er det, de konservative forsøger, når de vil lave udbudsreformer midt i en krise, og det er det, Venstre-leder Jakob Ellemann-Jensen forsøger, når han begrunder Venstres forslag om lavere skatter og afgifter med, at "det skal i højere grad kunne betale sig at arbejde". Jeg synes, han skal tage det ud til min hjemstavn, Kastrup, og fortælle de lufthavnsledige, at de er arbejdsløse, fordi det ikke kan betale sig for dem at arbejde.

De borgerlige partier har reelt ikke vist et sammenhængende svar på, hvordan den økonomiske side af krisen skulle håndteres. Når jeg ser på Venstres og Konservatives respektive finanslovsudspil, der indeholder hver sin blanding af offentlige besparelser, skæve skattesænkninger og forringet tryghed, bliver jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt de borgerlige partier har lært af de fejl, de begik under finanskrisen. I den nuværende situation er det direkte økonomisk uansvarligt at gentage fortidens synder.

Denne regering vil ikke gentage finanskrisens fejl. For der er ikke nogen naturlov, der byder, at velfærden, de arbejdsløse eller dem med lange, hårde arbejdsliv skal betale den højeste pris for krisen. Det er et grundlæggende politisk valg.