Derfor går vi en anden retning end sidst, Danmark blev ramt af en økonomisk krise

Bragt i Børsen

Af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)

Man skal ikke have tændt for ret mange nyhedsudsendelser for at vide, at debatten om regeringens økonomiske politik under coronakrisen kører på fuldt blus. 

Vi er som altid glade for at diskutere vores politik og fortælle, hvorfor vi synes, den er rigtig for Danmark. Og noget tyder på, at der i den nuværende debat er brug for endnu en gang at forklare især borgerlige politikere og debattører, hvorfor vi vil gå en anden retning, end man gjorde sidste gang, Danmark var ramt af en økonomisk krise.

Forestil dig, at du har arbejdet i lufthavnen de sidste 20 år. Pludselig bliver al flytrafik lukket ned på ubestemt tid, og du mister dit job. Hvad vil hjælpe dig mest på din videre færd: At blive skåret i understøttelse eller få bedre muligheder for at udvide din kompetencer, så du kan søge nye typer af job? For regeringen er svaret ret simpelt.

Vi tror ikke på, at det bliver lettere for folk at finde et nyt arbejde ved at blive presset på økonomien. Og vi tror heller ikke, at virksomhederne bliver mere optimistiske, hvis folk får færre penge mellem hænderne. Tværtimod tror vi på, at coronakrisens mange nye ledige både kan og vil hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, hvis de får hjælp til det, og at de hårde, økonomiske stød fra coronaen rammer knap så hårdt, hvis vi holder hånden under økonomien.

Den tankegang præger hele vores økonomiske politik og i særdeleshed beskæftigelsesområdet, som jeg har ansvaret for. Derfor besluttede vi i sommer at give ledige dagpengemodtagere mulighed for at tage en faglært uddannelse inden for områder med mangel på arbejdskraft til 110 pct. af dagpengesatsen.

Det har foreløbig betydet, at næsten 1.000 ledige er begyndt på en faglært uddannelse, hvor meget tyder på, at særligt uddannelserne til sosuassistent og industrioperatør er populære. Virksomhederne får samtidig udsigt til flere faglærte hænder, hvilket de længe har advaret om vil blive en eklatant mangelvare.

Muligheden for at uddanne sig på 110 pct. af dagpengesatsen er i øvrigt noget, vi socialdemokrater har arbejdet for i mange år. Hvis man har familie og både hus og bil kan økonomien være en stor barriere for at komme i gang med en uddannelse.

Så at ordningen nu får lov at virke i længere tid er bare ekstra vigtigt, og det samme er den håndsrækning, de ledige generelt nu får ved at have fået forlænget dagpengeperioden i op mod et år, så længe samfundet er lukket ned.

Vi skal i sagens natur alle bidrage, når vi kan, og stille krav til hinanden. Men vi skal også tænke os om, når en økonomisk krise rammer, og spørge os selv, hvad vi får mest ud af: At give vores medmennesker en hjælpende hånd, når det er nødvendigt, eller at bede dem spænde livremmen yderligere ind.