Spring over hovedmenu

NYHED / 23-03-2011

Blodpropper i benene kan anerkendes som arbejdsulykke

Arbejdsskadestyrelsen kan fremover anerkende blodpropper i benene som en arbejdsulykke, hvis de er forårsaget af længere flyrejser.

Hvis man har siddet i et flysæde i mange timer, er der en forøget risiko for at udvikle blodpropper i benene. Den sammenhæng er nu så klar, at Arbejdsskadestyrelsen fremover kan anerkende blodpropper i benene som en arbejdsskade, hvis man som led i sit arbejde har fløjet i seks timer eller mere.

Har man derimod benyttet andre transportmidler end fly, er dokumentationen for en sammenhæng mellem stillesiddende transport og blodpropper i benene ikke så veldokumenteret. Det betyder, at Arbejdsskadestyrelsen kun kan anerkende blodpropper i benene som en arbejdsulykke, hvis man har været tvunget til at sidde stille i et tog, en bus eller en bil i mere end 10 timer i forbindelse med sit arbejde.