Spring over hovedmenu

NYHED / 07-11-2011

Nyt forskningscenter undersøger arbejdsmiljøindsatser

Hvordan reagerer virksomheder på virkemidler, der skal forbedre arbejdsmiljøet? Hvordan bliver virkemidlerne til konkrete adfærdsændringer? Den slags spørgsmål sætter det nye Center for forskning i arbejdsmiljøindsatser og virkemidler fokus på.

Et nyt Center for forskning i arbejdsmiljøindsatser og virkemidler (CAVI) skal opbygge videnskabelig viden om, hvordan virkemidler i arbejdsmiljøindsatser egentlig virker. For eksempel mangler der viden om, hvordan virksomheder reagerer på reguleringer og indsatser i forhold til arbejdsmiljøet, og hvordan virksomhederne kan omsætte virkemidlerne til konkret dagligt arbejdsmiljøarbejde. Målet med CAVIs forskning er at skabe en mere effektiv arbejdsmiljøindsats.

CAVI har allerede sat tre forskningsprojekter i gang. De fokuserer på udviklingen i virksomheders arbejdsmiljøarbejde, certificeret arbejdsmiljøledelse og incitamenter som virkemiddel over for små netværk af virksomheder. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), DTU Management, Center for Arbejdsmiljø og Arbejdsliv på RUC, Team Arbejdsliv og Institut for Læring på DPU står bag det nye forskningscenter.