Spring over hovedmenu

NYHED / 27-12-2011

Frugtsaft og personlig performance åbner nye veje på Bornholm

Den 15. december rejste beskæftigelsesminister Mette Frederiksen til Bornholm. Her besøgte hun to projekter, som hjælper mennesker på kanten af arbejdsmarkedet med at komme tættere på et job eller en uddannelse.

Mette Frederiksen er taget til Bornholm for at holde borgermøde. I den forbindelse besøger hun også nogle af de kommunale projekter, der kan give en beskæftigelsesminister inspiration. Bornholm har ligesom andre dele af Danmark nogle særlige vilkår og derfor også en række udfordringer på beskæftigelsesområdet. Antallet af unge på kontanthjælp er steget fra 200 til 400 siden 2008, øen er præget af sæsonarbejde, og de, som tager turen til København for at gå på universitetet, kommer sjældent tilbage.

Første stop på turen er Jobcenter Bornholm, hvor Mette Frederiksen sætter sig til bords for at møde Morten Hansen og Bertil Ekstrøm fra Ciderprojektet, som er et aktiveringstilbud, der producerer bær- og frugtmost i mange varianter.

Det kræver en særlig indsats
”Dem med stikkelsbær er helt nye. Men det er rabarbersaften, vi sælger mest af”, siger Morten. Når man vender flasken og kigger på bagsiden, står Ciderprojektets centrale budskab skrevet på etiketten: ”Vi behandler vores produkter med samme omhu og nænsomhed, som vi behandler vores medarbejdere”. Ciderprojektet har 15 pladser til borgere, som har problemer ud over, at de er ledige. Derudover har Morten og Bertil 11 personer ansat i skånejob, fire ansat i fleksjob og en elev.

Borgmester Winni Grosbøll (S) er stærkt optaget af projektet, som har et tæt samarbejde med kommunen. Hvor der normalt er sat tre måneder af til et afklaringsforløb i det offentlige, får Morten og Bertil lov til at bruge den tid, det tager. ”Det tager gennemsnitligt halvandet år”, siger Bertil og fortæller, at mange af medarbejderne har alvorlige problemer som for eksempel skizofreni, social angst og depression. ”Lige nu har vi en fyr, som helst bare vil stå ovre i hjørnet. Her er første skridt jo slet ikke at lære ham at gå på arbejde, men at være del af en social sammenhæng. For eksempel at spise sin madpakke med resten af holdet”, fortæller Bertil.

Stolthed giver arbejdsiver
”Vores most er en succes, fordi den simpelthen smager bedre, end de andre. Det er også derfor, vores projekt er en succes”, siger Morten, ”det giver stolthed”. Bertil fortæller, hvordan medarbejderne på Ciderprojektet gør en ekstra indsats for at få leveringerne ud til tiden. De er stolte af at se flaskerne i Brugsen og stolte af at vide, at saften bliver drukket på Michelinrestauranter i København. ”Så har det ikke så stor interesse at melde sig syg om morgenen”, tilføjer Morten.

Morten og Bertil er en del tættere på medarbejderne end mange andre arbejdsgivere. De tager med til psykiateren, hjælper med kontakt til kommunen og sommetider henter de også ansatte om morgenen. ”Hvis de skulle tage offentlig transport, så kom de jo ikke. Det er svært at tage bussen, hvis man har angst”, siger Morten.

Hvis man dog bare kunne masseproducere
Oplægget om Ciderprojektet er et positivt bidrag til, hvordan man får de allermest skrøbelige ledige ind på arbejdsmarkedet. Projektets fremtid er stadig under udvikling, for der skal findes en varig model på ejerforholdet og samarbejdet med kommunen. Og så er de to projektledere fyldt med nye ideer til, hvordan de kan udvikle produktionen. ”Vi kunne virkelig godt bruge flere som Morten og Bertil”, siger Mette Frederiksen, da dørene til Jobcenter Bornholm lukker sig. ”Og så skal vi servere deres saft til gæster i ministeriet!”.

Nye Veje
Næste stop er projektet Nye Veje, som er et forløb for unge kontanthjælpsmodtagere. Gennem forskellige kurser skal de unge afklare, hvor de ser sig selv i fremtiden. Er det et arbejde, der venter? Eller en uddannelse måske? Ni elever står klar på en række langs vinduerne i klasselokalet, da Mette Frederiksen træder ind. De har det pæne tøj på og er klar til sidste udfordring på kurset i personlig performance.

Lone er underviser på Nye Veje og har en baggrund fra forsvaret, universitetet og teaterverdenen. Hun har en kraftig stemme, er fuldstændig klar i spyttet og vandrer omkring på gulvet i tunge militærstøvler.

Målet med performanceundervisningen er at lære, hvordan man præsenterer sig selv – og selv vælger, hvilke karaktertræk man har lyst til at vise i en situation. Det kan for eksempel være godt at kunne til en jobsamtale. ”Man kan ikke blive eksponeret uden at blive set”, siger Lone. Det handler bare om at komme ud over rampen.

For at forberede sig til springet ind i spotlyset har eleverne blandet andet lavet afspændingsøvelser, været på overlevelsestur i skoven, råbt og skreget, arbejdet med indre dæmoner og lært retorisk teori. De er klar nu. Lone slår en af kursets selvfølger fast: ”Her er vi alle sammen lige”, siger hun og kigger på publikum. ”Og så har vi i øvrigt den tradition, at vi klapper, når nogen har lavet en præstation”. Så er banen kridtet op, og eleverne skal lave et oplæg for Mette Frederiksen om aktivering.

Tredje gang køber du en sadel
Der bliver helt stille i lokalet, før den første elev tager ordet foran ministeren og borgmesteren og jobcenterchefen og videokameraet og de tre knipsende kameraer.

”Hej”, siger hun og træder et par skridt frem, ”jeg vil gerne fortælle om min version af den perfekte aktivering”. Og så er vi i gang. To minutter til hver. Én må rømme sig en ekstra gang, en anden roder med de mange noter, en tredje knipser nervøst med fingrene for at få ordene ud. Men ud kommer de, og Mette Frederiksen noterer på den medbragte blok. Det er indlevende beretninger om, hvordan livet som ung på kontanthjælp egentlig er. Om oplevelser på jobcentret, om at beholde sin motivation og blive skuffet, om kuldsejlede planer og drømme om fremtiden.

Specielt én sætning går igen: ”Vi skal af med fordommene om folk, der er i aktivering”. En fyr forklarer med en metafor: ”Første gang, nogen kalder dig en hest, siger du hest igen. Anden gang bliver du måske lidt sur. Men tredje gang går du ud og køber en sadel”.

Publikum klapper ivrigt, og der bliver tid til en spørgerunde, hvor Mette Frederiksen får svar på, hvor eleverne ser sig selv efter Nye Veje. De har ambitioner om at blive både fitnessinstruktør, pædagogmedhjælper, social- og sundhedsassistent, tyskstuderende, højskoleelev og HF’er, hvis alt går vel.

Eleverne giver hånd og siger farvel til Mette Frederiksen, der har notesbogen under armen. Den skal med tilbage til København sammen med de mange faste håndtryk og gode indtryk, som besøget på Bornholm har givet.