Spring over hovedmenu

NYHED / 03-10-2012

Frederiksen efterlyser et stærkt fundament og flere drømme

Hvordan hjælper vi socialt udsatte bedst muligt? Det var til debat i Politikens Hus den 26. september, hvor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen gav sit besyv med.

- Jeg tror på, at livet først får værdi, når man gør nytte for andre, siger Mette Frederiksen og giver et konkret eksempel fra et projekt for socialt udsatte på en gård, hun tidligere har besøgt i Nordjylland. 

- Her mødte jeg en mand, som var kommet i arbejde efter lang tid på kanten af samfundet. Han fortalte, at hans lykkeligste dag var den, hvor hans datter ringede, og han kunne sige, at han desværre ikke kunne snakke lige nu, fordi arbejdet kaldte. 

Vi trænger til et stærkere fundament
Vi er til debatmøde i Politikens Hus. Temaet er, hvordan vi sikrer de bedste vilkår for socialt udsatte mennesker. Der er brug for de sociale projekter, som både virksomheder og frivillige laver over hele landet. Det viser ministerens eksempel. Dog er det nødvendigt at nuancere det synspunkt en smule.

- Vi bruger rigtig mange penge på projekterne og får alt for lidt ud af dem. Jeg mener, at vi skal arbejde på nogle flere grundlæggende forandringer i stedet. Det er nemlig svært at skabe et stærkt fundament, hvis indsatserne er spredt i øst og vest, siger ministeren og fortsætter:

- For mig er et stærkere fundament en uddannelse. Lige nu går kun ni procent af beskæftigelsesmidlerne til ledige over 30 år til uddannelse. Ni procent!, sukker ministeren.

- Når ni ud af ti på kontanthjælp kun har en 9.-klasses eksamen, så kan vi altså ikke bruge alle beskæftigelsesmidlerne på aktivering.   

Vi drømmer videre
Ja, der er konkrete kompetencer, som blot venter på at blive opdaget og udviklet, mener ministeren. Det viser sig også, da snakken falder på reformen af førtidspension og fleksjob. Et tema, som deltagerne er meget interesserede i. 

Robert Olsen, som er formand for Socialpolitisk Forening og sidder i aftenens panel, fortæller, at han for nylig var til et møde med en gruppe førtidspensionister og ansatte i fleksjob, som var bekymrede over, hvordan den nye reform ville komme til at gå ud over dem.

Mette Frederiksen er hurtig til at præcisere ordvalget:

- Det ”går ikke ud over” den her gruppe mennesker, at vi forbedrer situationen. Det ”går ikke ud over” dem, at vi ikke giver dem en livslang passiv ydelse. Problemet er jo, at alt, vi giver nu, er ydelsen og intet andet. Det er fint nok, hvis man er folkepensionist. Men hvis man er 19 år og skal til at starte livet, så dur det bare ikke. Med reformen arbejder vi for at gøre drømmen til virkelighed sammen med dem, og vi insisterer på, at lige meget hvor syge de her mennesker er, så vil vi dem.

De fleste kan mere, end de tror
Da klapsalverne dør ud, lyder et sidste spørgsmål fra salen. Er det ikke på tide, at vi lader være med at skelne så skarpt mellem at være uden for og inde på arbejdsmarkedet? Der står trods alt enormt mange mennesker et sted midt i mellem, som ikke er i stand til at arbejde på fuld tid. Hvordan hjælper vi dem til at bidrage med det, de kan?

- Vi skal også passe på med at skelne for skarpt mellem, hvad folk kan og ikke kan, lægger ministeren ud. 

- Hvis man har en funktionsnedsættelse, skal man selvfølgelig have et fleksjob, men mange mennesker kan meget mere, end de tror. Der er en svær balance mellem at vise hensyn og stille krav, pointerer Mette Frederiksen. 

- De 15 timer må i hvert fald ikke være afgørende for, hvad vi sætter folk i gang med. For arbejdsevnen kan udvikle sig. Også til noget, man slet ikke regnede med.