Spring over hovedmenu

NYHED / 24-04-2013

Strejker og lockouter gav kun få tabte arbejdsdage sidste år

Antallet af tabte arbejdsdage på grund af strejker og lockouter var i 2012 på det laveste niveau siden storkonfliktåret 2008.

Strejker og lockouter var i 2012 årsag til 10.200 tabte arbejdsdage. Det er et fald i forhold til året før, hvor der blev tabt 15.000 arbejdsdage. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det tabte antal arbejdsdage er det laveste siden 2008, hvor der var storkonflikt i Danmark. Her var der 1,9 millioner tabte arbejdsdage.

De 10.200 tabte arbejdsdage stammer fra 225 konflikter, der i alt berørte 8.600 ansatte. På det offentlige område var antallet af tabte arbejdsdage 600 fordelt på 250 ansatte, mens der i det private blev tabt 9.600 arbejdsdage fordelt på 8.350 ansatte.