Spring over hovedmenu

NYHED / 29-08-2013

Rapport ser på effekten af tiltag mod ulykker

Udskiftning af farlig teknologi til mindre farlig teknologi, lovgivning og kombinerede tiltag virker bedst i kampen mod arbejdsulykker, viser ny forsknings-rapport.

Tiltag for at forbedre sikkerheden på arbejdspladser har størst effekt, når de retter sig mod strukturelle ændringer eller er integrerede tiltag. Det viser en ny forskningsrapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning.

I rapporten gennemgås 156 videnskabelige studier, der viser effekten af forskellige tiltag til forebyggelse af arbejdsulykker. Det sker for at vurdere, hvilke tiltag der er mest effektive i forhold til at forhindre arbejdsulykker.

De tiltag, der giver de bedste effekter, er blandt andet strukturelle ændringer, hvor fx farlig teknologi erstattes med mindre farlig teknologi, og integrerede tiltag, hvor man kombinerer forskellige typer af tiltag.

Lovgivning, der retter sig mod at reducere arbejdsskader, kan også give en positiv effekt, men det afhænger af, i hvor høj grad, den bliver implementeret.

Effekten er derimod mindst, når tiltagene handler om at bearbejde holdninger og adfærd, eller bygger på normer, kulturer og fysiologiske tiltag.