Spring over hovedmenu

NYHED / 16-09-2013

Nordisk succes med erhvervsuddannelse til langtidsledige

En fælles nordisk uddannelsesinstitution, Utdanning Nord, giver individualiseret undervisning i over 30 erhvervsfag til langtidsledige finner, svensker og nordmænd.

På grænsen mellem Sverige og Finland, i Övertorneå, ligger uddannelsesinstitutionen Utdanning Nord, som kører uddannelser på fire sprog og i over 30 fag. Eleverne kommer ind løbende, og hver enkelt får en helt individuel studieplan, hvor man ser på den enkeltes forudsætninger. Det betyder fx, at nogle bruger et år på det, som andre klarer på et halvt.

Hvert år strømmer 500 elever igennem skolen. Gennemsnitsalderen er 37 og spænder fra 20 til over 60 år. Det er unge, som er sprunget fra andre uddannelser, langtidsledige, som skal omskoles efter sygdom, skader eller omstilling i industrien, og det er arbejdsløse med højere uddannelser.

Sveriges arbejdsmarkedsminister Hillevi Engström inviterede sine nordiske kolleger med på besøg på skolen i forbindelse med det seneste nordiske ministermøde. Det nordiske nettidsskrift Arbeidsliv i Norden dækker besøget i det seneste nummer, som har temaet ”Praksis giver en ny chance i arbejdslivet.”