Spring over hovedmenu

NYHED / 18-09-2013

Ny rapport ser på lønforskelle mellem mænd og kvinder

Forskellen mellem mænd og kvinders bruttoløn er blevet mindre siden 1997. Men der er fortsat forskel på, hvad mænd og kvinder tjener i Danmark. Det viser ny rapport fra SFI.

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har undersøgt udviklingen i lønforskellen mellem kvinder og mænd i Danmark fra 2007 til 2011 og har samtidig set på, hvordan lønforskellen har udviklet sig i andre lande.

Rapportens hovedkonklusioner:

  • Bruttolønforskellene på det danske arbejdsmarkedet er blevet mindre siden 1997.
  • I 2011 er den gennemsnitlige lønforskel mellem mænd og kvinder på mellem 13 og 17 procent afhængigt af lønbegreb.
  • Når der bliver taget højde for, at mænd og kvinder typisk har forskellige uddannelser, varetager forskellige job og ofte vælger at arbejde i forskellige sektorer, er den uforklarede forskel på mellem fire og syv procent.
  • Den uforklarede del af lønforskellen var i 2011 på samme niveau som i 2006.
  • Bruttolønforskellen i Danmark ligger på niveau med lønforskellene i Norge og Sverige samt EU som helhed.

Generelt set er der to modsat rettede tendenser, som har påvirket udviklingen i lønforskellene i offentlige og private sektor. På den ene side bliver kvinderne bedre uddannede end mændene og haler ind på mændene i forhold til erhvervserfaring. På den anden side er der aflønningen af uformelle kvalifikationer og stadig mere decentrale lønforhandlinger, der trækker i modsat retning.