Spring over hovedmenu

NYHED / 17-10-2013

Usikkerhed om jobbet påvirker helbredet

De medarbejdere, der beholdt deres job i banken efter det islandske bankkollaps i 2008, havde årene efter dårligere trivsel og helbred end de, der blev fyret. Studiet bekræfter dermed, at usikkerhed om ens job kan påvirke helbredet negativt.

At sidde i et fast eller midlertidigt job, hvor fremtiden er usikker, påvirker helbredet negativt. Et nyt studie, der tager udgangspunkt i bankkrakkene på Island i 2008, støtter op om tidligere studier af sammenhængen mellem jobusikkerhed og dårligt helbred.

Studiet viser at blandt de bankansatte på Island, var det dem, der beholdt deres job, der rapporterede om dårligere trivsel og helbred end de, der mistede deres job. Og personer, der blev genansat i et nyt, stabilt job var derimod dem, der rapporterede om det bedste helbred og den bedste trivsel.

Studiet er lavet gennem spørgeskemaer og interviews, der er blevet gennemført i 2009, 2011 og 2013.