Spring over hovedmenu

NYHED / 20-05-2014

Nye regler om kønsopdelt lønstatistik vedtaget

Virksomheder med mindst ti fuldtidsansatte er fremover omfattet af reglerne om kønsopdelt lønstatistik, efter Folketinget i dag har vedtaget et lovforslag herom.

Folketinget har i dag, 20. maj 2014, vedtaget et lovforslag, der betyder, at mindre virksomheder med mindst ti fuldtidsansatte nu også omfattes af reglerne om kønsopdelt lønstatistik.

Fremover vil virksomheder med mindst ti fuldtidsansatte, hvoraf mindst tre er mænd og tre er kvinder, automatisk få tilsendt kønsopdelt lønstatistik en gang om året fra Danmarks Statistik eller deres arbejdsgiverorganisation.

Samtidig får virksomhederne pligt til at udlevere lønstatistikken til tillids­­repræsentanten og skal drøfte den med de ansatte, hvis en tillidsrepræsentant eller en ansat anmoder om det.

Loven træder i kraft den 1. januar 2015, og kønsopdelt lønstatistik for mindre virksomheder vil første gang blive udarbejdet senest 31. december 2016 på baggrund af lønoplysninger fra 2015.