Spring over hovedmenu

NYHED / 06-03-2015

Flere tilfredse med deres arbejdstid

Stort set alle danskere er i dag tilfredse med deres arbejdstid. Kun 13 procent af de beskæftigede ønsker flere eller færre arbejdstimer om ugen. Tilbage i 2007 var hver fjerde til gengæld utilfredse med deres arbejdstid, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Siden 2007 er andelen af beskæftigede i Danmark, der er utilfredse med deres arbejdstid og enten ønsker at arbejde flere eller færre timer, faldet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistiks arbejdskraftundersøgelse (AKU).

Mens 703.000 af de beskæftigede 15-64 årige i 2007 ønskede en anden arbejdstid end den, de havde, gjaldt det 337.000 beskæftigede i 2014. Det svarer til, at 13 procent af de beskæftigede i 2014 ønskede at arbejde flere eller færre timer om ugen.

Det største fald ses hos de beskæftigede, der ønsker at arbejde mindre. I 2007 gjaldt det 19 procent af de beskæftigede, mens det i 2014 kun var tilfældet for otte procent. Andelen, der ønsker at arbejde mere, er i samme periode faldet fra syv til fem procent.