Spring over hovedmenu

NYHED / 19-05-2015

Ny forbedret au pair-ordning

Med den nye au pair-ordning, som Folketinget i dag har vedtaget, bliver vilkårene for au pair-personer forbedret fra 1. juli 2015.

Folketinget har i dag, 19. maj 2015, vedtaget et lovforslag, der forbedrer vilkårene for au pair-personer i Danmark.

Lovforslaget udmønter den politiske aftale om en bedre au pair-ordning, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i december 2014.

Med den nye ordning får au pair-personer mere ordnede forhold med en klar opdeling af huslige opgaver og fritid. Ordningen betyder blandt andet, at:

  • Au pair-personer får ret til at holde fri en ekstra fast halv dag om ugen, så de fremover har halvanden fridag om ugen. Desuden får au pair-personer ret til at holde fri på alle officielle danske helligdage.
  • Au pair-personers månedlige lommepengebeløb hæves til 4.000 kroner om måneden.
  • Værtsfamilien også skal betale for au pairens billet til Danmark. Hidtil har de kun skulle betale for hjemrejsen.
  • Værtsfamilien skal betale et engangsbeløb på 5.000 kroner, som skal finansiere en del af statens udgifter til danskundervisning til au pair-personer.

Den nye au pair-ordning træder i kraft 1. juli 2015.