Spring over hovedmenu

NYHED / 03-09-2015

Første jobserviceaftale indgået med NCC Construction

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen var med, da entreprenørvirksomheden NCC som den første virksomhed underskrev en landsdækkende jobserviceaftale med Jobservice Danmark.

Som den første virksomhed har NCC Construction indgået en jobserviceaftale med Jobservice Danmark. Aftalen gælder fra 1. september 2015 og drejer sig i første omgang om rekruttering af funktionærer fra hele landet. Aftalen forventes med tiden at blive udvidet med andre faggrupper.

Med i aftalen er også Jobcenter Gladsaxe og Jobcenter Aarhus, da NCC har ønsket en fast kontaktperson til rekruttering øst for Storebælt og en fast kontaktperson vest for Storebælt. Det betyder, at når NCC har brug for nye medarbejdere, tager de fremover fat i de to jobcentre, der vil finde egnede kandidater blandt ledige fra hele landet.

Jobservice Danmark – én indgang
Jobservice Danmark udspringer af beskæftigelsesreformen, hvor ét af målene er, at virksomhedsservice og jobformidling skal være en kerneopgave i jobcentrene.

Med Jobservice Danmark får store, landsdækkende virksomheder og virksomheder med et større rekrutteringsbehov én central indgang til beskæftigelsessystemet – og får dermed koordineret service på tværs af jobcentre, a-kasser og uddannelsesinstitutioner.

Store virksomheder kan samtidig vælge at indgå en jobserviceaftale med Jobservice Danmark, som NCC har gjort, om et længerevarende samarbejde om rekruttering, opkvalificering og fastholdelse. Jobserviceaftalen kan være landsdækkende eller bestå af flere regionale aftaler.