Spring over hovedmenu

NYHED / 05-10-2015

Ny bilateral aftale med Slovakiet

Danmark har i dag indgået en bilateral aftale med Slovakiet, så myndighederne bedre kan sikre ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

Myndighederne i Danmark og Slovakiet skal fremover arbejde tættere sammen for at sikre ordnede forhold, når udstationerede slovakkere kommer til Danmark for at arbejde. Det er resultatet af en ny bilateral aftale med Slovakiet, som beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen den 5. oktober 2015 har underskrevet i Luxembourg.

Aftalen bidrager til at sikre en større gennemsigtighed, så myndighederne lettere kan tjekke om slovakiske virksomheder reelt er etableret i hjemlandet, når de udstationer medarbejdere i Danmark. Derudover styrkes landenes udveksling af informationer og samarbejde om håndhævelsesdirektivet.
Udover aftalen med Slovakiet, er der i foråret indgået bilaterale aftaler med Polen, Letland og Litauen, som er nogle af de lande, der har flest udstationerede medarbejdere i Danmark. Ministeren er klar til også at lave aftaler med andre lande, hvor der er behov.

Aftalerne bliver evalueret om et år for at se, om det er nødvendigt med nye samarbejdsområder.

Læs aftalen med Slovakiet (PDF)