Spring over hovedmenu

NYHED / 04-11-2015

Lovforslag om forhøjelse af pensionsalderen fremsat

Folkepensionsalderen skal forhøjes fra 67 til 68 år. Det fremgår af et netop fremsat lovforslag.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen har i dag, den 4. november 2015, fremsat et lovforslag, der forhøjer pensionsalderen fra 67 til 68 år. Regulering af folkepensionsalderen er beskrevet i lov om social pension, og lovforslagets forhøjelse følger disse bestemmelser.

Aftalen om velfærdsreformen fra 2006 fastlagde principperne for reguleringen af folkepensionsalderen, så den skal følge den gennemsnitlige levetid og reguleres hvert femte år med maksimalt et år ad gangen og med virkning fra 2030. Ifølge aftalen skal pensionister i gennemsnit kunne forvente 14½ år med folkepension (målt for en 60-årig).

Lovforslaget 1. behandles den 13. november 2015 og ventes at træde i kraft den 29. december 2015.