Spring over hovedmenu

NYHED / 19-02-2016

Samråd om kontanthjælpsloft

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen er kaldt i to samråd om lovforslag L 113, der udmønter aftalen om et kontanthjælpssystem, hvor det bedre kan betale sig at arbejde.

Beskæftigelsesudvalget har kaldt beskæftigelsesministeren i to samråd om lovforslag L 113, der indfører kontanthjælpsloft og 225 timers regel.

Det første samråd holdes fredag den 26. februar 2016. Her skal ministeren blandt andet svare på, hvad han vil gøre for at skaffe job til de mennesker, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.

Ministeren skal også svare på, om han vil anerkende, at de nye regler vil ramme tusindvis af mennesker, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet på grund af fx misbrugsproblemer og fysiske og psykiske lidelser.

Det andet samråd holdes tirsdag den 1. marts 2016, og her skal ministeren blandt andet redegøre for, hvordan han vil sikre, at der er ledige boliger, som er til at betale for de modtagere af kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen.

Derudover skal ministeren svare på, om han mener, at lovforslaget medfører bedre eller dårligere retssikkerhed for de berørte personer.