Spring over hovedmenu

NYHED / 07-04-2016

Debatmøde om nye veje til rekruttering

Dansk Erhverv og Cabi holder fredag den 8. april debatmøde om alternative veje til rekruttering med fokus på øget samarbejde mellem jobcentre og virksomheder. Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen deltager.

Dansk Erhverv og Cabi står bag et debatmøde på Børsen i København fredag den 8. april, hvor omkring 200 virksomhedsledere, organisationsfolk og politikere sætter fokus på, hvordan virksomheder og jobcentre sammen kan få flere ledige fra kanten af arbejdsmarkedet i job.

Debatmødet er en del af den europæiske kampagne "Keep up the good Work", som Cabi og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) står bag i Danmark. Kampagnen skal fungere som et skulderklap til virksomheder, der tager et socialt ansvar.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen siger:

- Flere mennesker skal ind på arbejdsmarkedet og væk fra offentlig forsørgelse. Det er helt afgørende for vores fremtidige vækst og velstand. Det danske arbejdsmarked både kan og skal derfor rumme mennesker, der har brug for en ekstra hånd for at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

- For virksomheder handler det om at få den arbejdskraft, de har brug for. Det er også en dagsorden, som regeringen er meget optaget af. Snart fortsætter vi trepartsdrøftelserne, hvor vi sammen med arbejdsmarkedets parter sætter fokus på temaet tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark. Der er brug for nye fælles løsninger, så flere kommer i arbejde, og så virksomhederne får den arbejdskraft, de skal bruge for at skabe vækst og arbejdspladser.