Spring over hovedmenu

NYHED / 31-05-2016

Statslige opgaver skal overflyttes

Folketinget har i dag vedtaget et lovforslag om at overflytte statslige opgaver som led i regeringens plan for udflytning af statslige arbejdspladser.

Lovforslag, L 151, om overflytning af statslige opgaver fra Statens Administrations Finansservicecenter til Udbetaling Danmark er vedtaget i dag, den 31. maj 2016, i Folketinget.

Lovforslaget betyder, at der fra den 1. oktober 2016 flyttes opgaver svarende til ca. 68 årsværk fra Statens Administrations Finansservicecenter til Udbetaling Danmark.

De overflyttede opgaver omfatter blandt andet administration af tilbagebetaling af studielån, beregning af tjenestemandspensioner og statslige tilskudsordninger. Medarbejderne, der beskæftiger sig med opgaverne, vil blive placeret i Holstebro, Frederikshavn, Hillerød og Allerød.

Lovforslaget og dermed overflytningen af opgaverne vil træde i kraft fra 1. oktober 2016.