Spring over hovedmenu

NYHED / 10-06-2016

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fylder 70 år

Fra Fabrikstilsynets Laboratorium til Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø. NFA fejrede i går deres 70 års jubilæum.

Forskere, ledere og repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter var i går samlet til en konference for at debattere arbejdsmiljø og fejre NFA i anledning af centrets 70-års jubilæum.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen indledte konferencen med en åbningstale. Her beskrev han blandt andet, hvor meget arbejdsmiljøet har forandret sig, siden NFA kom til verden i 1946, og at udfordringerne på arbejdsmiljøområdet ikke er mindre – men anderledes.

Ministeren understregede desuden, at evidensbaseret viden er en afgørende forudsætning for, at politikere, myndigheder og virksomheder i fællesskab kan skabe de bedste rammer for arbejdsmiljøet. Samtidigt er det vigtigt, at forskningen bliver formidlet, så den er brugbar, letforståelig og operationel for virksomhederne.