Spring over hovedmenu

NYHED / 14-06-2016

Samråd om chikane på arbejdspladserne

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen skal i samråd om chikane på arbejdspladserne, der ifølge undersøgelse oftest rammer kvinder.

Ligestillingsudvalget har kaldt beskæftigelsesministeren i samråd mandag den 20. juni 2016 om chikane, vold og mobning på danske arbejdspladser.

Beskæftigelsesministeren skal blandt andet forholde sig til analysen: ”Kvinder er mere udsat for chikane på jobbet,” som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd står bag, og hvor det fremgår, at 45 procent flere kvinder end mænd udsættes for chikane på jobbet.

Udvalget har også bedt ministeren redegøre for regeringens politik og målsætning i forhold til at modvirke chikane, vold, mobning og trusler på danske arbejdspladser.

Endelig skal beskæftigelsesministeren svare på, om regeringen er indstillet på at igangsætte nye initiativer, der kan være med til at nedbringe chikanen.