Spring over hovedmenu

NYHED / 09-01-2017

Ambassadører skal implementere uddannelsesløft i en række kommuner

10 uddannelsesambassadører skal hjælpe 16 kommuner med at sikre, at flere ufaglærte ledige får et uddannelsesløft.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har givet tilsagn til at ansætte 10 uddannelsesambassadører i 16 kommuner. Ambassadørerne skal hjælpe de udvalgte kommuner med at implementere uddannelsesløftet, så flere ledige får et uddannelsesløft fra ufaglært til faglært.  

De ti uddannelsesambassadører bliver tilknyttet følgende kommuner:

  • København
  • Fredensborg og Hillerød
  • Slagelse
  • Odense
  • Faaborg-Midtfyn, Nyborg og Svendborg
  • Kolding
  • Randers, Norddjurs og Syddjurs
  • Ikast-Brande
  • Lemvig og Struer
  • Rebild

Baggrunden for at ansætte uddannelsesambassadørerne er, at uddannelsesløftet, der trådte i kraft sidste år, bliver brugt mindre end forventet. Uddannelsesambassadørerne skal derfor være med til at synliggøre ordningen, understøtte et godt samarbejde mellem jobcentre og uddannelsesinstitutioner og motivere ledige til at gå i gang med en erhvervsuddannelse.  

Med trepartsaftalen om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft er det allerede aftalt at udvide målgruppen for uddannelsesløftet, så flere ledige kan tage en erhvervsuddannelse i dagpengeperioden. Endvidere får ledige fremover mulighed for at modtage 100 pct. af dagpengesatsen under uddannelsen, hvis den vælges fra en positivliste inden for fag med mangel på arbejdskraft. Dagpengesatsen har hidtil været 80 pct. for alle.