NYHED / 07-02-2017
Ministeren kaldt i samråd om ventetider i arbejdsskadesager
Ventetiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der behandler arbejdsskadesager, er på dagsordenen, når beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen skal i samråd den 22. februar.
Folketingets Beskæftigelsesudvalg har kaldt beskæftigelsesministeren i samråd om sagsbehandlingstiderne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) – med henvisning til en artikel i Politiken (13.1.2017), hvor formanden for AES blandt andet udtaler sig om, hvad der er en rimelig sagsbehandlingstid.
Troels Lund Poulsen skal blandt andet redegøre for årsagerne til stigningen i ventetiden, og hvad ministeren vil sætte i værk for at nedbringe sagsbehandlingstiderne i arbejdsskadesager.
Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra Christian Juhl (EL).