Spring over hovedmenu

NYHED / 02-05-2017

Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark

Flere mennesker overbelastes fysisk og psykisk af deres arbejde. Det viser en ny stor undersøgelse om arbejdsmiljøet i Danmark.

Andelen af beskæftigede, der er fysisk eller psykisk overbelastede, er steget de seneste fire år. Det fremgår af en stor spørgeskemaundersøgelse ”Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark”, der er gennemført af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Undersøgelsen, der offentliggøres i dag, er baseret på svar fra 35.000 beskæftigede i Danmark, som bliver spurgt om deres arbejdsmiljø. Den viser, at der siden 2012 er 17 procent flere beskæftigede personer, der overbelastes psykisk, og at 15 procent flere har overbelastninger af muskel og skelet. Når det kommer til arbejdsulykker, viser den seneste prognose fra 2014, at antallet af alvorlige arbejdsulykker er faldet med 18 procent.

Med undersøgelsen følges der op på en bred politisk aftale ’Strategi for Arbejdsmiljøindsatsen fra 2011’, hvori der blev fastsat tre 2020-mål for arbejdsmiljøindsatsen. Målene er, at der inden 2020 skal være 25 procent færre alvorlige arbejdsulykker, 20 procent færre psykisk overbelastede og 20 procent færre med overbelastninger af muskel og skelet. Udviklingen går imidlertid den forkerte vej på flere punkter. Det kom frem for en måned siden, da status for arbejdsmiljømålene for 2020 blev offentliggjort. Status for arbejdsmiljømålene er en del af Arbejdsmiljø og Helbred, der lå klar, inden hele rapporten var færdig.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Den samlede undersøgelse Arbejdsmiljø og Helbred 2016 bekræfter desværre det billede, vi fik for nyligt, da status for arbejdsmiljømålene for 2020 blev offentliggjort. Og det er, at arbejdsmiljøindsatsen har slået fejl. Resultaterne i undersøgelsen underbygger dermed regeringens beslutning om med inddragelse af forligspartierne at nedsætte et ekspertudvalg, der skal gentænke indsatsen på området.

Ekspertudvalg skal gentænke arbejdsmiljøindsatsen

Læs midtvejsevalueringen af 2020-målene (PDF)

Bilag til midtvejsevalueringen af 2020-målene (PDF)

Læs undersøgelsen Arbejdsmiljø og Helbred (PDF)

Status for mål om alvorlige arbejdsulykker (PDF)