Spring over hovedmenu
""
Fotograf: Jens Astrup

NYHED / 20-01-2018

Troels Lund Poulsen bliver medlem af World Economic Forums globale ledelsesforum

World Economic Forum har inviteret beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen til at være en del af et globalt ledelsesforum, der skal drøfte fremtidens arbejdsmarked.

Formålet med det globale ledelsesforum er at give verdens ledere og beslutningstagere en platform, hvor de kan udveksle ideer og indhente den nyeste viden. Arbejdet skal være inspiration for de beslutninger, alle verdens leder står overfor, hvis landene skal udnytte de muligheder, som opstår med den teknologiske udvikling.

Det spørgsmål er også omdrejningspunktet for Disruptionrådet – Partnerskab for fremtidens arbejdsmarked, hvor ministre, organisationer og eksperter skal analysere og komme med forslag til, hvordan man sikrer, at danske virksomheder og danskerne er godt rustet til fremtiden.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Jeg er meget beæret over denne invitation til at være en del af ledelsesforummet under World Economic Forum. Jeg er især glad for, at det er blevet bemærket, at vi i Danmark har samlet ministre, topchefer, eksperter og ikke mindst arbejdsmarkedets parter i Disruptionrådet, der skal være med til at sikre, at både virksomheder og ansatte griber de muligheder, som teknologien giver os.

Fremtidens arbejdsmarked er netop på dagsordenen, når World Economic Forum holder sit årlige topmøde i Davos i Schweiz i næste uge. Her samles regeringsledere, toppolitikere, erhvervsledere og internationale organisationer for at diskutere aktuelle problemstillinger. Troels Lund Poulsen skal ved topmødet orientere om det danske Disruptionråd og arbejdet med at forberede både virksomheder og ansatte i Danmark bedst muligt på fremtiden.

Det globale ledelsesforum mødes den 24. januar i Davos i forbindelse med selve topmødet, der finder sted fra den 23. – 26. januar 2018. Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager sammen med finansminister Kristian Jensen, erhvervsminister Brian Mikkelsen og Troels Lund Poulsen.

Ledelsesforummets formelle navn er ”Board of Stewards on Shaping the Future of Education, Gender and Work” og består af 31 ledende beslutningstagere og eksperter fra den private og offentlige sektor, civilsamfund og den akademiske verden. Man sidder der for to år af gangen.