Spring over hovedmenu

NYHED / 07-02-2018

To analyser følger op på trepartsaftale

Den intensiverede indsats til ledige sidst i dagpengeperioden og jobcentrenes erfaringer med køb af kurser til ledige er blevet undersøgt som opfølgning på trepartsaftale om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft.

Som et led i trepartsaftalen om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark og praktikpladser, der blev indgået i august 2016, blev det aftalt at undersøge den intensiverede indsats til ledige sidst i dagpengeperioden samt jobcentrenes erfaringer med tværkommunale kursuskøb til ledige.  

Analyse af den intensiverede indsats til langtidsledige
Forsikrede ledige skal senest efter 16 måneders ledighed indkaldes til samtale i jobcentret sammen med a-kassen, hvor de skal tilbydes en intensiveret indsats i den sidste del af dagpengeperioden.

Analysen af den intensiverede indsats viser blandt andet, at både ledige, jobcentre og a-kasser vurderer, at indsatsen er relevant, og at jobcentrene har haft fokus på og har arbejdet med at implementere den intensiverede indsats til langtidsledige.

Det fremgår også, at jobcentrene har fortolket reglerne om den intensiverede indsats forskelligt. Nogle jobcentre har forvaltet reglerne efter, at det er et frivilligt tilbud til ledige. På den baggrund har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen netop indskærpet over for alle kommuner, at ledige er forpligtiget til at deltage i tilbud om en intensiveret indsats. 

Analyse af tværkommunale kursuskøb
Jobcentrene kan forebygge og afhjælpe virksomhedernes rekrutteringsvanskeligheder ved at opkvalificere ledige målrettet virksomhedernes behov for arbejdskraft. En potentiel barriere for at bruge de forskellige uddannelsesordninger i beskæftigelsessystemet er imidlertid, at uddannelsesinstitutionerne ofte planlægger med en vis volumen af kursister på hvert hold for at sikre en økonomisk bæredygtig afvikling. Det kan derfor være en fordel, hvis flere kommuner går sammen om at indkøbe kurser og derved understøtte et tilstrækkeligt uddannelsesudbud.

På den baggrund er kommunernes erfaringer med tværkommunale kursuskøb nu blevet undersøgt.

Analysen viser blandt andet, at de tværkommunale kursuskøb udgør en meget begrænset andel af jobcentrenes køb af kurser til ledige. Den lave ledighed er væsentlig forklaring på det. Jobcentrene har svært ved at finde nok ledige til de fælles kurser og dermed sikre, at holdene kan blive fyldt op. 

Analysens resultater giver blandt andet anledning til, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen vil tage kontakt til undervisningsministeren med henblik på at undersøge, om reglerne på området kan gøres smidigere for at undgå unødige benspænd for kommunernes mulighed for at give relevante kurser til ledige.