Spring over hovedmenu

NYHED / 21-03-2018

Lovforslag om tvangsbøder fremsat

Arbejdstilsynet skal kunne udstede daglige tvangsbøder til udenlandske virksomheder, der nægter at anmelde sig i RUT. Det fremgår af et netop fremsat lovforslag.

Udenlandske virksomheder, der vedvarende nægter at anmelde sig i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT), skal mødes med tvangsbøder, ind til de anmelder sig. Det fremgår af et lovforslag, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i dag, onsdag den 21. marts 2018, har fremsat i Folketinget.

Lovforslaget indebærer, at Arbejdstilsynet får hjemmel til at påbyde, at en udenlandsk virksomhed straks skal anmelde sig i RUT, hvis det konstateres, at virksomhederne ikke har overholdt anmeldelsespligten. Hvis påbuddet ikke efterkommes, kan Arbejdstilsynet pålægge virksomheden daglige tvangsbøder, indtil anmeldelsen sker.

Lovforslaget er en del af finanslovsaftalen for 2018 mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Initiativet kræver en ændring af udstationeringsloven.

Lovforslaget skal nu behandles i Folketinget og ventes at træde i kraft 1. juli 2018.