Spring over hovedmenu
""
Udover repræsentanter fra IKEA var landsformand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen også repræsenteret. Her ses han og Troels Lund Poulsen på rundtur i IKEA’s varehus efter mødet. Foto: Beskæftigelsesministeriet

NYHED / 23-04-2018

Ministeren besøger medarbejdere med handicap i IKEA

Torsdag den 12. april var beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen på besøg i IKEA i Høje Taastrup, som har flere personer med handicap ansat.

IKEA har i samarbejde med Høje Taastrup Kommune og Danske Handicaporganisationer haft succes med at beskæftige mennesker med et handicap.

Under besøget med ministeren fortalte de om deres erfaringer og gode resultater.

Besøget er et led i regeringens arbejde med at indsamle inspiration fra borgere, virksomheder og organisationerne til, hvordan flere mennesker med handicap kan komme i job. Arbejdet skal senere på året munde ud i et udspil til en beskæftigelsesstrategi for mennesker med handicap.

Ministeren talte på sin rundtur desuden med to medarbejdere, som er ansat i IKEA.