Spring over hovedmenu
Udsatte unge i 11 kommuner skal deltage i et projekt, der skal bringe dem tættere på arbejdsmarkedet ved at gennemføre en uddannelse. Foto: Colourbox.com

NYHED / 14-05-2018

Over 50 mio. kroner skal hjælpe udsatte unge i uddannelse og tættere på et job

Et nyt projekt kaldet "Job-bro til Uddannelse" skal hjælpe udsatte unge til at tage en uddannelse og komme tættere på arbejdsmarkedet. I alt bliver 11 kommunale projekter støttet med mere end 50 mio. kroner.

Henover de næste tre år skal udsatte unge i 11 kommuner deltage i et projekt, der skal bringe dem tættere på arbejdsmarkedet ved at gennemføre en uddannelse. Projektet "Job-bro til Uddannelse" er skruet sådan sammen, at de unge skal opleve, at indsatsen er skræddersyet, og den unge selv sætter sine egne mål for, hvordan det skal lykkes at tage en uddannelse og hvilke barrierer, der skal arbejdes med.

Det er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) under Beskæftigelsesministeriet, der er tovholder på projektet. Målgruppen kan have helbredsmæssige udfordringer med en eller flere diagnoser, sociale udfordringer som angst og stress, kognitive udfordringer eller være ude i et misbrug.

De unge skal forbedre både faglige og sociale kompetencer gennem nogle succesoplevelser. I Job-bro finder en væsentlig del af de unges indsats mod ordinær uddannelse sted ude på arbejdspladserne med reelle arbejdsopgaver og kollegaer. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det er et ambitiøst projekt, og jeg er spændt på at se, om det lykkes at hjælpe de udsatte unge i uddannelse og tættere på et job. Vi skal gøre en ekstra indsats for at få flere med og gøre dem klar til at træde ind på arbejdsmarkedet. Det er godt for den enkelte og for samfundet, og vi må ikke opgive nogen.

Projekterne bliver støttet med i alt 53.618.00 kroner fra satspuljeaftalen for 2016, og de løber frem til 2020. De 11 kommuner er: Esbjerg, Holbæk, Kalundborg, København, Lolland, Næstved, Odense, Ringkøbing-Skjern, Slagelse, Varde og Aalborg kommuner.

Læs mere om projektet på star.dk