Spring over hovedmenu
Folk, der har opbrugt retten til supplerende dagpenge, skal ikke miste en hel måneds dagpenge, hvis de blot arbejder en enkelt dag. Foto: Colourbox.com

NYHED / 29-06-2018

Høring: Lovforslag permanentgør overgangsordning for supplerende dagpenge

En overgangsordning for supplerende dagpenge har sikret, at folk, der har opbrugt retten til supplerende dagpenge, ikke mister en hel måneds dagpenge, hvis de blot arbejder en enkelt dag. Med et lovforslag, der netop er sendt i høring, bliver ordningen gjort permanent.

Beskæftigelsesministeriet har sendt et lovforslag i høring, der permanentgør overgangsordningen for supplerende dagpenge, så beskæftigelse og dagpenge fortsat opgøres i uger, når retten til supplerende dagpenge er udløbet. Det betyder, at folk, der har opbrugt retten til supplerende dagpenge, ikke kommer til at miste en hel måneds dagpenge, hvis de kun arbejder en enkelt dag.

Lovforslaget indeholder derudover mindre tilpasninger af reglerne om dagpengesats for unge under 25 år, og periodisering af indtægt til opfyldelse af indtægtskravet.

Høringsfristen er fredag den 10. august 2018, og det ventes, at lovforslaget bliver fremsat i starten af det nye folketingsår.