Spring over hovedmenu
Progredierende sygdomme er sygdomme som forværres over tid. Det er blandt andet sygdomme som demens, Parkinson og Alzheimers. Foto: Colourbox.com

NYHED / 11-06-2018

To ministre skal i samråd om indsatsen for borgere med sygdomme som demens

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har kaldt beskæftigelsesministeren og ældreministeren i samråd om indsatsen for borgere med sygdomme som demens, Parkinson og Alzheimers.

Beskæftigelsesindsatsen må ikke stå i vejen for sundhedsindsatsen. Netop det er der fokus på ved samrådet tirsdag den 12. juni, hvor beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) deltager sammen med ældreminister Thyra Frank (LA).

På samrådet er ministrene blevet bedt om at forholde sig til, hvordan regeringen sammen med kommunerne vil sikre, at borgere med progredierende sygdomme som fx demens, Parkinson og Alzheimers får den rette sundhedsfaglige støtte i hverdagen, og at indsatsen ikke bliver modarbejdet af beskæftigelsesindsatsen.

Det drejer sig først og fremmest om ressourceforløb og tilkendelse af førtidspension, hvor reglerne netop er blevet præciseret.