Spring over hovedmenu
""
Jobcentrene kan bruge et digital profilafklaringsværktøj til at identificere ledige, der er i risiko for at blive langtidsledige. Foto: Colourbox.com

NYHED / 26-09-2018

Evaluering: Digitalt profilafklaringsværktøj kan bidrage til at forebygge langtidsledighed

Det digitale profilafklaringsværktøj kan hjælpe jobcentrene med at identificere ledige, der er i risiko for at blive langtidsledige og på den måde målrette indsatsen helt fra starten.

18 kommuner har i løbet af 2016 og 2017 anvendt et digitalt, statistisk profilafklaringsværktøj til at identificere nyledige med øget risiko for at blive langtidsledige. Målet har været at styrke kvaliteten af den første samtale med ledige dagpengemodtagere, der vurderes at være i risiko for langtidsledighed, og efterfølgende sætte ind med en tidlig og målrettet indsats.

Jobcentrene, der har medvirket i projektet, vurderer, at det digitale værktøj giver et godt grundlag for at identificere nyledige, der er i risiko for at blive langtidsledige. Værktøjet hjælper også jobcentrene, når de skal forberede samtalerne med borgerne. Det fremgår af evalueringen af projektet, som Mploy har udarbejdet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

Størstedelen af jobcentrene har også besluttet at arbejde videre med værktøjet, efter at projektet blev afsluttet.

Projektet ”Samtaler og indsats der modvirker langtidsledighed” udspringer af beskæftigelsesreformen, hvor der blev afsat puljemidler til at understøtte kommunernes arbejde med at forebygge langtidsledighed og sætte ind over for ledige med særlige udfordringer.