Spring over hovedmenu
""
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lever op til regler og praksis om afviste veteransager, men der er udfordringer med kommunikationen. Foto: Forsvarsministeriet

NYHED / 30-10-2018

Troels Lund Poulsen: Afgørelser i veteransager skal være lettere at forstå

Praksisundersøgelse af afviste veteransager er blevet offentliggjort og viser overordnet, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) lever op til regler og praksis på området, men der er udfordringer med kommunikationen. Derfor skal AES fremover sikre, at svar og afgørelser bliver lettere at forstå, fastslår beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Som led i beskæftigelsesministerens veteranpakke har Ankestyrelsen kigget på, om afgørelserne i veteransager er korrekte. Praksisundersøgelsen er nu færdig og konkluderer, at Ankestyrelsen er enig i afgørelserne i 48 ud af 50 undersøgte sager. Grundlæggende er konklusionen derfor, at AES lever op til regler og praksis på området. Ankestyrelsen er dog i flere tilfælde ikke enig i begrundelsen for afgørelsen.

Ankestyrelsen vurderer også, at afgørelserne og vejledningerne i brevene ikke er tydelige nok, og det gør det svært for veteranerne at forstå og forholde sig til afgørelserne.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det er naturligvis godt, at AES overordnet følger reglerne på området, men jeg har på baggrund af praksisundersøgelsen bedt AES om at gøre noget ved den måde, som de skriver deres afgørelser på. Afgørelser og følgebreve skal selvfølgelig skrives i et sprog, som folk kan forstå, og man ikke er i tvivl om, hvilke muligheder man har for at gå videre med sin sag. Når det er sagt, mener jeg, at det er rigtigt at lade de andre initiativer i veteranpakken løbe lidt længere, før jeg tager stilling til, om vi skal gøre ting anderledes.

Beskæftigelsesministeren har derudover bedt AES genoptage de to sager, hvor Ankestyrelsen ikke var enig i afgørelsen.