Spring over hovedmenu
""
Kontorchef Ida Hannibal fra Beskæftigelsesministeriet i Danmark, deltog i indvielsen sammen med departementschef Afroza Khan for Arbejds- og Beskæftigelsesministeriet i Bangladesh, og den danske ambassadør i Bangladesh, Winnie Estrup Petersen. Foto: Beskæftigelsesministeriet

NYHED / 19-11-2018

Danske myndigheder fortsætter indsatsen med at forbedre arbejdsmiljøet i Bangladesh

Arbejdsmiljøet i tekstilindustrien i Bangladesh skal forbedres, og de danske myndigheder har gennem tre år givet en hånd med. Beskæftigelsesministeriet og Arbejdstilsynet var den 15. november 2018 i Bangladesh for at deltage i indvielsen af anden fase af det fælles arbejdsmiljøprojekt.

Projektet ”Forbedring af arbejdsmiljøet for arbejdstagere i Bangladesh gennem styrkelse af Arbejdstilsynet” er en del af Danmarks strategiske sektorsamarbejde, hvor danske myndigheder arbejder sammen med de tilsvarende myndigheder i samarbejdslandene. Arbejdsmiljøprojektet har indtil videre kørt i tre år, og der har været fokus på at forbedre forholdene i tekstilsektoren, hvor en stor del af det tøj, der købes i Danmark, bliver produceret.

Fra dansk side er det først og fremmest Arbejdstilsynet, der er involveret i projektet, og danske tilsynsførende har indtil videre uddannet 143 inspektører i Bangladesh i maskinsikkerhed, bygge- og anlæg, forebyggelse af arbejdsulykker, kemikalier og ergonomi. Der er desuden blevet udarbejdet 34 vejledninger, som de tilsynsførende kan bruge i deres daglige arbejde. Arbejdstilsynet har også hjulpet trepartssamarbejdet i gang, så det nationale arbejdsmiljøråd i Bangladesh nu er begyndt at mødes. Derudover har flere tilsynsførende været i Danmark for at blive uddannet. Men der er fortsat lang vej endnu.

Anden fase af projektet skydes derfor nu i gang og kører de næste tre år. Formålet er at fortsætte arbejdet med at styrke arbejdstilsynet med tekstilindustrien. Der kommer også fokus på byggesektoren, hvor der sker mange fatale ulykker.

I anden fase skal de lokale tilsynsførende, der netop er blevet uddannet, selv stå for at uddanne deres egne kolleger – training of trainers - i maskinsikkerhed, kemikalier, maskinsikkerhed og forebyggelse af ulykker og ergonomi. På den måde kommer den danske undervisning fra første fase ud til en meget bredere kreds, og det er afgørende, hvis arbejdsmiljøet i Bangladesh for alvor skal forbedres.