Spring over hovedmenu
""
I 2018 besøgte beskæftigelsesministeren flere virksomheder, som har borgere med handicap ansat. Her ses han på besøg i IKEA i Høje Taastrup. Foto: bm.dk

NYHED / 17-01-2019

Ministeren skal i samråd om øget beskæftigelse blandt borgere med handicap

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen skal torsdag i samråd om indsatsen for at få endnu flere borgere med handicap i beskæftigelse.

Én af beskæftigelsesministerens hjertesager i 2018 har været borgere med handicap, der står uden for arbejdsmarkedet, og hvordan man bedst kan hjælpe dem i beskæftigelse. Det mundede i efteråret ud i en satspuljeaftale for 2019, hvor der blev afsat 128,4 mio. kr. til en indsats, der skal få flere borgere med handicap i job og uddannelse.

Nu skal ministeren debattere emnet i et samråd i Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg sammen med børne- og socialminister Mai Mercado. Samrådet afholdes torsdag den 17. januar 2018. 

Ved samrådet skal ministrene redegøre for, hvordan man fortsat kan sikre borgere med handicap en plads på arbejdsmarkedet, når kommuner holder igen med at tildele BPA-hjælp (Borgerstyret Personlig Assistance) til borgere med handicap. Målgruppen for BPA-hjælp er borgere med en betydelig og varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, der medfører et omfattende behov for særlig støtte til personlig pleje, overvågning og ledsagelse.

Læs om samrådet på Folketingets hjemmeside