Spring over hovedmenu
""
Jobcentre i hele landet bruger flere ressourcer på at hjælpe virksomheder med at rekruttere medarbejdere, og virksomheder oplever en stadig bedre service fra jobcentrene. Foto: Colourbox.com

NYHED / 11-02-2019

Virksomhedernes tilfredshed med jobcentrene stiger

Landets jobcentre er blevet bedre til at servicere virksomhederne og hjælpe dem med at finde nye medarbejdere. Det viser to nye rapporter. De peger dog også på, at der fortsat skal arbejdes på at sikre det rette match mellem virksomheder og ledige.

Der er fremgang i jobcentrenes service af virksomhederne, og virksomhederne er blevet mere tilfredse med jobcentrenes hjælp til at rekruttere nye medarbejdere. Det er to af konklusionerne fra henholdsvis en ny survey om jobcentrenes virksomhedsservice og en ny analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) om virksomhedernes syn på samarbejdet med jobcentrene.

Andelen af medarbejderressourcer, som jobcentrene bruger på virksomhedskontakten, er i gennemsnit steget med tre procentpoint fra 2017 til 2018, og næsten alle jobcentre forventer at bruge samme eller flere medarbejderressourcer på virksomhedsservice inden for det næste år. Samtidig har størstedelen af jobcentrene inden for de seneste tre måneder sat gang i nye initiativer for at løse udfordringerne i de brancher, hvor der er ledige hænder på markedet, og hvor virksomhederne samtidig mangler arbejdskraft.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det er positivt, at der er fremgang at spore på dette område. Virksomhederne mangler arbejdskraft, og det er helt afgørende, at jobcentrene har et stærkt fokus på den virksomhedsrettede indsats, heriblandt at servicere de virksomheder, der efterspørger specifikke kompetencer. Samtidig kan jeg se, at der også er plads til forbedringer, hvilket jeg selvfølgelig forventer, at jobcentrene kigger nærmere på.

Rapporterne viser nemlig også, at der er udfordringer med at sikre det rette match mellem den ledige og virksomhederne, da kvaliteten i de lediges CV’er er svingende. Derfor har regeringen sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgået Aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats, hvor der også indgår et initiativ til at understøtte arbejdet med CV’er i jobcentrene. Samtidig betyder forenklingen, at jobcentrene får mulighed for endnu bedre at målrette deres service til virksomhederne.

Derudover har regeringen taget en række øvrige initiativer til at løse de udfordringer, som er beskrevet i rapporterne. Med første Delaftale om at sikre kvalificeret arbejdskraft til virksomheder fra november 2018 indgår en virksomhedsservicepulje til bedre match. I alt har 16 kommuner modtaget 17 mio. kr. til at styrke jobcentrenes og a-kassernes virksomhedsservice og derigennem sikre et bedre og hurtigere match mellem ledige og virksomheder.