Spring over hovedmenu
Der er sket flest dødsulykker indenfor branchegruppen ”transport af gods”, hvor syv lastbilchauffører har mistet livet, viser årsopgørelsen over dødsulykker i 2018. Foto: Colourbox

NYHED / 11. marts 2019

31 personer døde på arbejdet i 2018

Syv lastbilchauffører mistede livet i 2018 i forbindelse med deres arbejde og branchegruppen ’transport af gods’ blev dermed den branche med flest dødsulykker i 2018. Minister har sat ekstra fokus på branchen.

I 2018 er 31 personer døde i forbindelse med deres arbejde – det er seks personer mere end i 2017. Det fremgår af en netop offentliggjort opgørelse over antallet af dødsulykker fra Arbejdstilsynet.

- En dødsulykke er én for mange, men generelt er tendensen nedadgående, hvis man ser på det over en længere årrække. Det glæder mig, selvom det er svært at konkludere noget ud fra dødsulykketallene, der jo statistisk set er et lille tal, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. 

Der er sket flest dødsulykker indenfor branchegruppen ”transport af gods”, hvor syv lastbilchauffører har mistet livet. 

- Med syv dødsulykker og alt for mange arbejdsulykker giver jeg branchen en særlig opmærksomhed her i 2019, hvor Arbejdstilsynet har flere aktionsdage rettet mod vejgodsbranchen og derudover løbende mødes med dem for at analysere alvorlige ulykker. Og så skal tilsynet informere mere målrettet om indsatsen og forebyggelsesinitiativer på deres hjemmeside, siger Troels Lund Poulsen.

Der er sket tre dødsulykker i ”landbrug, skovbrug og fiskeri”, hvilket er to færre end i 2017 og et markant fald i forhold til 11 dødsulykker i 2016. De tre dødsulykker i 2018 er alle sket indenfor underbranchen ”landbrug”. 

- Rent historisk er landbruget en hårdt ramt branche, men jeg bemærker alligevel faldet i antallet dødsulykker fra de 11, der var i 2016, til de tre dødsulykker i 2018. Vi kan ikke sige, om faldet skyldes den særlige indsats, men jeg er ikke i tvivl om, at det betyder noget, når man øger fokus på et område. Og noget tyder på, at landmændene er blevet mere opmærksomme på, at deres erhverv kan være farligt, hvis ikke man passer på, siger Troels Lund Poulsen.

Der er også sket et fald i antallet af dødsulykker i bygge- og anlægsbrancherne. Her var der sidste år to, der omkom mod fire i 2017.

Læs mere på amid.dk