Spring over hovedmenu
""
Der er ikke nemt at rekruttere en kok. Det seneste halve år har der været 1.890 forgæves rekrutteringer. Det svarer til en forgæves rekrutteringsrate på 30 procent. Foto: Colourbox.com

NYHED / 26-03-2019

Analyse: 70.300 forgæves rekrutteringer

I februar var 70.300 forgæves rekrutteringer. Det svarer til, at virksomhederne i 22 procent af de opslåede stillinger ikke kunne få medarbejdere med de ønskede kvalifikationer, viser ny rekrutteringsanalyse.

Den seneste rekrutteringsanalyse, som Højbjerre Brauer Schultz har lavet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at der i februar var 70.300 forgæves rekrutteringer. Det svarer til, at virksomhederne i 22 procent af de opslåede stillinger ikke kunne få medarbejdere med de ønskede kvalifikationer. 
I halvdelen af tilfældene blev stillingen i stedet besat af en anden profil, og resten endte med ikke at blive besat.

Det er stort set samme billede som fra rekrutteringsanalysen i december 2018, som var den første med den nye opgørelsesmetode, der tager udgangspunkt i konkrete jobopslag i stedet for at basere sig på en rundspørge blandt virksomhederne.

I december lå antallet af forgæves rekrutteringer på 66.700, svarende til en forgæves rekrutteringsrate på 23 procent. Når antallet siden opgørelsen i december er steget med 3.600, men samtidig faldet med et enkelt procentpoint, skyldes det, at der er opslået langt flere job. Der er altså kommet yderligere fart på arbejdsmarkedet siden.   

Der er store forskelle mellem branchernes rekrutteringsudfordringer – generelt er de mindst i den offentlige og størst i den private sektor. Der er også store regionale forskelle inden for samme branche. I forhold til opgørelsen fra december 2018 er branchen ‘industri’ gået fra at have den 7. højeste forgæves rekrutteringsrate mod nu den 3. højeste (en stigning fra 27 procent til 29 procent).

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- De her tal vidner om, at arbejdsmarkedet stadig er brandvarmt, og at mange virksomheder desværre ikke kan få de hænder, de har brug for. Det er jo glædeligt, at ledigheden er lav, men flaskehalse på arbejdsmarkedet tror jeg, at vi alle er enige om, er særdeles problematisk. Derfor undrer det mig også, at Socialdemokratiet, på flere punkter blokerer for at gøre det lettere at rekruttere dygtige udlændinge. Fx er de imod at sænke beløbsgrænsen og at udvide positivlisten, hvilket ellers ville kunne hjælpe de virksomheder, der her og nu har brug for fx faglærte medarbejdere. 

- Det er klart, at vi derudover skal sørge for at opkvalificere både ledige og nuværende medarbejdere. Derfor har vi lavet en historisk trepartsaftale om voksen- og efteruddannelse til 2,5 mia. kr., og vi har sikret, at de mange millioner, som blev afsat til uddannelsesløft i forbindelse med beskæftigelsesreformen, men ikke alle er blevet brugt, nu går direkte til at opkvalificere danske ledige. Så sent som i efteråret afsatte vi 100 mio. kr. til at opkvalificere ledige og sikre kvalificeret arbejdskraft.

- Både virksomheder og ansatte har et ansvar for løbende at prioritere efteruddannelse, og arbejdsmarkedets parter har på samme måde stort medansvar for kontinuerligt at sikre opkvalificering af arbejdsstyrken herhjemme. I modsætning til den tidligere regering har vi taget parterne i ed ikke mindre end tre gange på det her område med trepartsaftaler, som har sikret uddannelse af nytilkomne flygtninge, bedre erhvervsuddannelser til de unge og altså bedre voksen- og efteruddannelse. Så det klinger jo noget hult, når S beskylder os for bare at ville dumpe lønningerne med udlændinge og ikke have fokus på danske ledige.