Spring over hovedmenu
""
Man får 30.000 kroner for at udskyde tilværelsen som pensionist, hvis man arbejder mindst 1.560 timer i et år efter folkepensionsalderen. Foto: Colourbox.com

NYHED / 28-03-2019

Seniorpræmie belønner pensionister i job

30.000 kroner skattefrit til seniorer, der arbejder mindst 30 timer om ugen i et år efter pensionsalderen. Den nye seniorpræmie træder i kraft 1. juli 2019.

Seniorpræmie belønner seniorer, som arbejder efter pensionsalderen. Helt kontant får man 30.000 kroner for at udskyde tilværelsen som pensionist, hvis man arbejder mindst 1560 timer i et år efter folkepensionsalderen. Det svarer til 30 timer om ugen i gennemsnit. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Vi er som samfund afhængige af, at flere, der kan, arbejder, når de rammer pensionsalderen. Danskerne bliver ældre og har et bedre helbred. Derfor er der behov for, at flere arbejder, hvis vi skal bevare et stærkt velfærdssamfund. Og dem, der tager en ekstra tørn, vil vi gerne belønne.

Det er skønnet, at der vil blive udbetalt seniorpræmie til knap 5.600 personer i 2020, hvilket svarer til omkring 170 mio. kr.

- Vi har også nedsat en seniortænketank med tidligere LO-formand Harald Børsting i spidsen, der skal komme med bud på, hvordan flere får lyst til og kan holde til at blive længere på arbejdsmarkedet. Jeg er overbevist om, at rigtig mange, der kan, gerne vil være en del af arbejdsmarkedet. Det er godt for samfundet og virksomhederne, fordi erfarne medarbejdere ikke bare hænger på træerne. Især ikke nu i et opsving.

Derudover kan pensionister også fremover tjene flere penge, før det påvirker størrelsen af deres pension, da bundfradraget er blevet øget fra 60.000 kr. til 100.000 kr., ligesom der i øvrigt er indført lempeligere regler for indtægtsregulering af pensionsydelse. Disse regler blev ændret i februar 2019, som led i udmøntningen af finanslovsaftalen for 2019.

Læs det vedtagne lovforslag på Folketingets hjemmeside