Spring over hovedmenu
""
Færre ledige borgere går i dag passive rundt på offentlig forsørgelse uden en indsats. Kommunerne er blevet bedre til at give borgere en indsats, der kan hjælpe dem i job. Foto: Colourbox.com

NYHED / 23-04-2019

Indsatsen for ledige markant forbedret

Kommunerne er blevet bedre til at give ledige en aktiv indsats og holde løbende samtaler for at hjælpe dem i beskæftigelse. Det viser Beskæftigelsesministeriets seneste opgørelse.

Færre ledige borgere går i dag passive rundt på offentlig forsørgelse uden en indsats fra kommunen. En række kommuner har dog stadig svært ved at leve op til de regler, der skal sikre, at ledige hurtigst muligt kommer i beskæftigelse. Det viser de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet. 

I en række breve har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i 2017 og 2018 gjort kommunerne opmærksomme på, at indsatsen med ledige ikke har været tilfredsstillende på tre områder. Det drejer sig dels om den aktive indsats og mentorstøtte for aktivitetsparate kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere, dels om samtaler i kontaktforløbet på tværs af målgrupper og dels om den aktive indsats for dagpengemodtagere. Flere kommuner er blevet bedt om at redegøre for den manglende indsats og fremvise en plan for, hvordan de ville forbedre sig på et eller flere af de tre områder. 

Tallene fra Beskæftigelsesministeriet viser nu, at kommunerne generelt er blevet bedre til at levere inden for alle tre områder, og at de mest markante forbedringer ses blandt de kommuner, som særskilt er blevet bedt om at redegøre for deres indsats. Der er dog fortsat store kommunale forskelle. 

Eksempelvis er landsgennemsnittet for andelen af aktivitetsparate kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere uden mentor eller aktiv indsats faldet fra 22 procent i august 2017 til 17 procent i december 2018. Andelene hos de fem kommuner, der har fået en særskilt opfølgning, samlet set er faldet fra 42 procent i august 2017 til 9 procent i december 2018. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det hele handler jo om, at borgerne får den hjælp, som de har brug for, og virksomhederne har de nødvendige hænder. Og så får jeg helt ondt i maven, når jeg har kunnet se, at der er jobcentre, som ikke gør deres arbejde ordentligt. Derfor har jeg også handlet på det. Jeg har påtalt det over for alle landets kommuner og bedt om redegørelser fra de steder i landet, hvor det stod værst til. Derudover har vi lavet et benchmark-system, så kommunerne løbende kan se, hvor der er plads til forbedring, og hvem de kan lære af.

- Det ser heldigvis ud til at have båret frugt flere steder, men jeg konstaterer også, at vi langt fra er i mål. Der skal ske yderligere forbedringer, så vi ikke oplever, at ledige kan gå passive rundt, og jeg vil fortsat følge udviklingen nøje. 

Fremover vil opfølgningen ske i regi af Aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats (LAB), hvor regeringen sammen med en bred aftalekreds har taget de første skridt til en styrket monitorering af og opfølgning på de kommuner, der ikke giver ledige en aktiv indsats.