Spring over hovedmenu
""
Aftalen om seniorpension tærer på det finanspolitiske råderum, og det står i kontrast til meldingerne fra aftalepartierne før valget, hvor man klart afviste det, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Foto: Steen Brogaard -Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard

NYHED / 26-08-2019

Hummelgaard: Aftale om seniorpension reducerer det finanspolitiske råderum

Den tidligere regerings Aftale om ret til seniorpension reducerer det finanspolitiske råderum med over en halv milliard kroner frem mod 2025.

Allerede næste år koster aftalen om seniorpension en kvart milliard kroner, som skal betales med penge, der ellers kunne være kommet velfærdssamfundet til gode på anden vis. Det beløb stiger til 750 millioner kroner i 2025.

Når det finanspolitiske råderum reduceres skyldes det, at aftalen delvist finansieres via de såkaldt generelle reserver på finansloven i perioden 2019 - 2025. Dermed lægger den beslag på midler, som regeringen ellers kunne have brugt på øvrig velfærd. 

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger: 

- Jeg kan konstatere, at det finanspolitiske råderum bliver reduceret som følge af aftalen om seniorpension. Det betyder, at der som direkte konsekvens af aftalen bliver færre penge til øvrig velfærd som eksempelvis sygehuse. 

- At aftalen nu tærer på det finanspolitiske råderum står i kontrast til meldingerne fra aftalepartierne før valget, hvor man klart afviste det. Nogle af partierne gik endda efterfølgende til valg på, at råderummet skulle bruges på velfærden. Det synes jeg, at de skylder et svar på, og det er også min forventning, at de vil være med til at løse de udfordringer, det giver.