Spring over hovedmenu
Farlige kemiske stoffer er på dagsordenen ved fredagens samråd, hvor ministeren skal forholde sig til en konkret sag, hvor medarbejdere har fået alvorlige lungeskader i forbindelse med deres arbejde.

NYHED / 30. august 2019

Minister kaldt i samråd om kemisk arbejdsmiljø.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard skal fredag i samråd om kemisk arbejdsmiljø på baggrund af sagen om virksomheden Sky-light A/S.

Enhedslisten står bag samrådet i Folketingets Beskæftigelsesudvalg, der holdes fredag den 30. august. Samrådet handler om virksomheden Sky-light A/S, hvor en række medarbejdere ifølge en artikel i Fagbladet 3F fra juni 2019 har fået alvorlige skader på lungerne i forbindelse med deres arbejde.

Ministeren skal forholde sig til en række spørgsmål:

  • Hvordan vurderer ministeren forløbet beskrevet i artiklen, og de alvorlige brud på arbejdsmiljøloven, der beskrives?
  • Hvilke initiativer burde virksomheden have taget for at forebygge arbejdsulykkerne/arbejdsskaderne?
  • Hvordan vil ministeren fremadrettet sikre, at det kemiske arbejdsmiljø og arbejdsmiljøloven forbedres både generelt og på den pågældende virksomhed?