Spring over hovedmenu

NYHED / 04-09-2019

Beskæftigelsesministeren indvier ny fase i samarbejde med Myanmar

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil torsdag officielt indvie en ny fase i samarbejdet med regeringen i Myanmar om forbedret arbejdsmiljø og styrket social dialog. Ministeren vil under sit besøg dele erfaringer og fortælle om fordelene ved den danske model på arbejdsmarkedet.

Myanmars regering har for få år siden igangsat en åbning af økonomien, og nu er det vigtigt at sikre et velfungerende og demokratisk arbejdsmarked.

Torsdag vil beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard sammen med U Thein Swe, der er minister for arbejde, immigration og befolkning i Myanmar, indvie anden fase af et myndighedssamarbejde, som skal forbedre arbejdsmiljøet og styrke den sociale dialog som led i bestræbelserne på at understøtte udviklingen af et gennemsigtigt og velreguleret arbejdsmarked.

Udover den officielle indvielse vil Peter Hummelgaard tale med flere ministre samt en række danske virksomheder, der er til stede i Myanmar.

Arbejdsmarkedets parter er ved besøget repræsenteret ved FH og DA, der også vil bidrage til dialogen med deres forslag til et sundt arbejdsmarked med en stærk social dialog.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg er rigtigt glad for at besøge Myanmar og få muligheden for at give input til, hvordan landet kan arbejde videre med deres arbejdsmarkedsmodel. Den danske model er ret enestående, og jeg synes, at vi kan komme med mange gode idéer, så deres arbejdsmarked bliver fleksibelt for både arbejdstagere og arbejdsgivere, og samtidig får styrket arbejdsmiljøet.

Første fase af samarbejdet løb i perioden 2016-2019, og anden fase løber fra 2019-2021.