Spring over hovedmenu
""
Lovforslag L 45, der skal bekæmpe børnefattigdom ved at give et tilskud til fattige børnefamilier, skal førstebehandles i Folketinget.

NYHED / 19-11-2019

To lovforslag behandles i Folketinget

Tirsdag byder på lovbehandling, når to lovforslag på beskæftigelsesområdet skal behandles i Folketinget.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er trukket i arbejdstøjet, når Folketinget skal behandle to lovforslag på beskæftigelsesområdet tirsdag den 19. november 2019.

Det ene lovforslag, L 45, om midlertidigt børnetilskud til fattige børnefamilier skal førstebehandles. Det andet lovforslag, L 18, der handler om at gøre det lettere for førtidspensionister at flytte mellem rigsdelene, skal andenbehandles.

Lovforslag L 45 førstebehandles

Lovforslaget udmønter Aftale om et nyt midlertidigt børnetilskud fra september 2019, der indfører et nyt midlertidigt børnetilskud til børnefamilier med børn under 15 år, hvor en eller begge forældre er berørt af kontanthjælpsloftet og/eller integrationsydelsen.

En kvart million kroner afsættes om året til børnefamilier, som vil få udbetalt pengene med tilbagevendende virkning fra august 2019. Omkring 27.900 børn forventes at få glæde af tilskuddet.

Det månedlige børnetilskud udgør 700 kr. pr. barn pr. måned for forældre på de laveste ydelser, 600 kr. pr. barn af enlige pr. måned og 550 kr. pr. barn pr. måned for de øvrige i målgruppen. Derudover får enlige forsørgere et supplerende tilskud på 650 kr. månedligt uafhængigt af antallet af børn. Tilskuddet gives til børn i alderen 0-14 år. Det vil fx betyde, at en enlig mor på kontanthjælp med to børn i alderen 0-14 år vil kunne få op til 1.850 kroner ekstra skattefrit om måneden.

Læs lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Lovforslag L 18 andenbehandles

Lovforslaget udmønter en aftale fra december 2018, der skal bidrage til at løse grænsehindringer for førtidspensionister, når de flytter mellem rigsdelene. Aftalen indeholder tre initiativer, der skal implementeres i hver rigsdelslovgivning.

De tre initiativer er:

  • Hurtigere udveksling af sagsoplysninger mellem rigsdelene
  • Ret til fortsat at modtage førtidspension i op til 12 måneder efter fraflytning og automatisk overgang (uden ansøgning og vurdering af arbejdsevne) fra højeste førtidspension på Færøerne og i Grønland til dansk førtidspension
  • Automatisk overgang fra dansk førtidspension til højeste førtidspension på Færøerne og i Grønland

Lovforslaget bliver 3. behandlet torsdag den 21. november 2019.

Læs lovforslaget på Folketingets hjemmeside